Fredericia kollapsede i Hillerød

SPORT. Det skulle have været en kamp, hvor Fredericia Håndboldklub rejste sig efter en svingende sæsonstart. Modstanderen Nordsjælland Håndbold er et hold, som på papiret er til at matche, og for en klub med medaljeambitioner burde det være et opgør, hvor rutinen, fysikken og kvaliteten kunne bringe to point hjem. Men sådan gik det ikke. I Royal Stage i Hillerød blev Fredericia spillet ud af banen i anden halvleg og tabte 31-26 efter 14-13 ved pausen. Det blev en kamp, der blotlagde alle de problemer, holdet kæmper med: fejl på fejl, manglende koncentration, brændte chancer og en træner, der ikke kunne finde løsninger.

Allerede i første halvleg anede man konturerne af et skuffende resultat. Fredericia skabte masser af chancer, men brændte også alt for mange. Martin Bisgaard ramte stolpen fra fløjen, Mads Kjeldgaard skød forbi fra gode positioner, og Evgeni Pevnov misbrugte flere muligheder på stregen. Alligevel holdt gæsterne sig inde i kampen, fordi Sander Heieren leverede store redninger i målet. Han reddede blandt andet straffekast og gav holdet momentum, men i den anden ende manglede skarpheden. Det blev aldrig rigtig effektivt, og Fredericia fik ikke nok ud af sine perioder med overtal. At stillingen ved pausen kun var 14-13 i Nordsjællands favør, var et resultat, der efterlod fornemmelsen af, at FHK burde have ført, hvis de havde udnyttet deres muligheder bedre.

Anden halvleg begyndte ellers lovende. Mads Kjeldgaard satte tempo, scorede både fra venstre back og i kontra, og Anders Kragh Martinusen fandt plads til gennembrud. Evgeni Pevnov fik en scoring på stregen, og William Andersson Moberg viste sig frem. Pludselig stod det 16-18, og Fredericia så ud til at have taget kontrollen. Man sad med følelsen af, at nu ville holdet køre sejren hjem. Men så tog Nordsjælland timeout, og derfra ændrede kampen fuldstændig karakter.

Fredericia stoppede simpelthen med at spille håndbold. Det, der fungerede i begyndelsen af halvlegen, forsvandt. Angrebsspillet gik i stå, afleveringerne blev sløsede, og afslutningerne manglede fokus. Kasper Palmar lavede fejlafleveringer på stribe, og man sad med indtrykket af, at han måtte tages ud, fordi det kostede for dyrt. Evgeni Pevnov havde en af sine dårligste kampe i Fredericia-trøjen. Han misbrugte tre afslutninger, lavede en række fejl i forsvaret og tog en udvisning, som dommerne vurderede som film. Martin Bisgaard fik også en udvisning, og samlet set mistede holdet disciplinen i begge ender af banen.

Nordsjælland straffede hver eneste fejl. Matias Campbell leverede en pragtpræstation med syv scoringer og flere assists. Han styrede tempoet, tog ansvar i afgørende øjeblikke og trak holdet med sig. Jesper Dahl supplerede med gennembrud og sikkerhed på straffekast, Gustav Bruun leverede mål og assists, og både Rasmus Madsbøll og Carl-Emil Haunstrup udnyttede pladsen på fløjene. På stregen lukkede Julius Mørch og Tim Rantala ned, og begge kom også på tavlen. Det var et kollektiv i fuld harmoni, hvor alle bød ind og tog ansvar.

For Fredericia blev det en lang nedtur. På ti minutter forsvandt et forspring på fire mål, og i stedet stod der pludselig udlignet. Nordsjælland spadserede igennem forsvaret, nærmest umarkeret, og scorede lette mål. Publikum i Royal Stage rejste sig, energien løftede hjemmeholdet, mens Fredericia lignede et hold, der ikke længere troede på sig selv. Som det blev bemærket undervejs: Fredericia lignede et hold, der ikke syntes, det var sjovt at spille håndbold længere. Gejsten var væk, koncentrationen manglede, og det lignede langt fra et hold med ambition om medaljer.

Spørger man, hvor ansvaret ligger, peger pilen også på træneren. Gudmundur Gudmundsson tog sine timeouts, men han fandt aldrig løsningerne. Han så passivt til, mens Fredericia lavede fejl på fejl, uden at der blev ændret taktisk. Det virkede, som om spillerne var overladt til sig selv, uden struktur og uden en klar plan. I en kamp, hvor det hele smuldrede, var det netop her, der var brug for en træner, der kunne tænde gnisten og vise vejen. I stedet stod man tilbage med indtrykket af, at ideerne manglede, og at holdet var uden styring.

Individuelt var der stadig spillere, der forsøgte at tage ansvar. Mads Kjeldgaard blev topscorer med otte mål, men han smed også bolde væk og brændte i slutfasen, hvor holdet desperat havde brug for mål. Martin Bisgaard og Kasper Young scorede hver fire gange, men heller ikke de kunne forhindre kollapset. Anders Kragh Martinusen noterede sig for tre mål, men stod også for fejlafleveringer, og William Andersson Moberg kom til to scoringer. Kasper Palmar havde en aften, hvor intet lykkedes, og hvor fejlene oversteg det, han bidrog med. Evgeni Pevnov havde en kamp præget af misbrugte chancer, og hans udvisning satte holdet i yderligere problemer.

På målvogterposten begyndte Sander Heieren stærkt med flere strafferedninger og gode aktioner i første halvleg. Han var med til at holde Fredericia inde i kampen, men i anden halvleg forsvandt niveauet, og han måtte lade pladsen til Sebastian Frandsen. Heller ikke Frandsen kunne vende billedet. Begge målmænd endte på omkring 25 procent i redningsprocent, hvilket er langt fra nok, når modstanderen spiller sig til så mange frie chancer.

Nordsjælland vandt ikke alene på mål og statistik. De vandt på energi og vilje. De spillede med en tro på, at kampen kunne vendes, selv da de var bagud, og de blev løftet af et publikum, der bar dem igennem. Når de fik chancen, greb de den. Når Fredericia lavede fejl, slog de til. Det var kontrasten til Fredericia, hvor spillerne virkede uden tro, uden idéer og uden gnist.

Det endte med en sejr på 31-26 til hjemmeholdet. For Fredericia var det en håbløs anden halvleg, der rejser store spørgsmål. Ambitionen om medaljer hænger ikke sammen med en præstation, hvor man kollapser mod Nordsjælland, et hold der normalt befinder sig i den nederste del af tabellen. Når man smider et forspring på fire mål, når man ikke udnytter sine chancer, og når man i de sidste ti minutter bliver spillet ud af banen, så må man kigge indad.

For fansene var det frustrerende at se, hvordan deres hold mistede grebet om kampen. De så fejl på fejl, et forsvar, der ikke stod sammen, og et angreb, der gik i stå. Kommentarerne undervejs opsummerede det meget præcist: Fredericia var stoppet med at spille håndbold. Træneren fandt ingen løsninger, spillerne tog ikke ansvar, og det lignede alt andet end et hold med ambitioner. Omvendt mangler træneren spilleren, så ledelsen i klubben har noget at tænke over og overveje. Skal FHK rejse sig i denne sæson kræver det både, at de to spillere, der sidder ude lige nu bliver klar snart, men også to-tre gode spillere mere, så truppen får det boost, der mangler lige nu.

Nordsjælland kan til gengæld glæde sig over en sejr, der viste, hvad energi, gejst og kollektiv styrke kan udrette. De viste, at selv et hold uden stjerner kan vinde, hvis viljen er større, og hvis man udnytter modstanderens fejl. Publikum fik en festaften.

For Fredericia blev hjemturen lang og tung. Det var ikke bare et nederlag, men en ydmygelse, fordi det skete på en måde, der afslørede fundamentale problemer. Hvis FHK vil være et medaljehold, kræver det mere disciplin, bedre ledelse fra bænken og en helt anden koncentration på banen. Som det så ud i Hillerød, lignede de alt andet end et hold, der kan spille med i toppen af Bambuni Herreligaen.