Fredericia Kommune har nu præsenteret første version af den lokale omlægningsplan under den nationale aftale Grøn Trepart. Planen skal reducere næringsstofudledning, lagre CO₂ og skabe mere natur – og bygger på et tæt samarbejde mellem kommune, lodsejere og organisationer.
Fredericia er blandt de første kommuner i landet, der er klar med en konkret plan for at gøre den nationale aftale Grøn Trepart til virkelighed. Planen, der er udarbejdet som en del af omlægningsplanen for Lillebælt/Jylland, skal bidrage til at reducere udledningen af næringsstoffer, mindske CO₂-belastningen og fremme natur og skovrejsning i kommunen.
Bag arbejdet står Grøn Trepartsgruppe – Fredericia, hvor landbrugsrepræsentanter, Naturstyrelsen, Fredericia Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og udtagningskonsulenter har samarbejdet tæt om planens indhold.
Formålet har været klart: At sikre, at udviklingen sker i dialog – ikke konflikt – med de lodsejere, der skal afgive eller omlægge jord.
»Det har fra starten været afgørende for os, at lodsejerne blev inddraget aktivt i processen. Alle områder, der er taget med i omlægningsplanen, er aftalt med de respektive lodsejere. Det skaber tillid og sikrer, at vi arbejder med projekter, der har reel opbakning – og dermed større chance for at blive til virkelighed,« siger Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune.
475 hektar vådområder og 900 hektar lavbundsjord
Den første version af planen viser de områder, der nu skal undersøges nærmere.
Foreløbig er der udpeget:
- Kvælstofvådområder: 475 ha
- Klimalavbundsprojekter: 900 ha
- Skovrejsning: 71 ha
- Permanent ekstensivering: 3 ha
- Minivådområder: 0,4 ha
Der er endnu ikke udpeget nye naturprojekter, da de økonomiske rammer for området fortsat afventer statslige afklaringer. Kommunen har dog valgt at gå forsigtigt frem og først udpege yderligere arealer, når både lodsejere og kommune kender de præcise vilkår.
Lokalt engagement og samarbejde
Det store engagement i processen har ifølge landbrugsorganisationen Velas været afgørende.
»Vi er meget glade for at deltage i den lokale trepartsgruppe i Fredericia, hvor der har været en tydelig vilje til at inddrage lodsejerne tidligt og grundigt i processen. Det store fremmøde til lodsejermødet viser, at interessen og engagementet er til stede – og det lover godt for de næste skridt,« siger Nis Kristian Hjort fra Velas.
Kommunen har i forbindelse med arbejdet afholdt et lodsejermøde med over 200 deltagere og produceret en film, der skal inspirere endnu flere lodsejere til at skabe natur på egne arealer. Filmen kan ses på fredericia.dk/groentrepart.
Natur og klima i Elbodalen og ved Studsdal Vig
Nogle af projekterne er allerede sat i gang. Et vådområdeprojekt ved Studsdal Vig er under forberedelse, mens klimalavbundsprojektet i Elbodalen officielt blev indledt i denne uge med et stort lodsejermøde arrangeret af Naturstyrelsen.
»Elbodalen rummer en helt særlig natur, og vi ser et stort potentiale i at kombinere klimaindsats med naturgenopretning. Det er positivt, at så mange lodsejere viser interesse – det giver håb for både biodiversiteten og vandmiljøet i området,« siger Jens Aamand Kristensen fra Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia.
Kommunen forventer inden længe at tage initiativ til nye lodsejermøder i Skærbæk og Trelde, hvor der er mulighed for nye vådområdeprojekter.
Videre proces
Den grønne omlægningsplan skal nu igennem en formel behandling hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, inden den sendes til byrådets principgodkendelse inden årets udgang.
Planen er tænkt som et dynamisk værktøj, der løbende kan opdateres, når nye områder, tilskud og lokale initiativer opstår.
»Det her er ikke en statisk plan. Vi kommer til at justere den i takt med, at nye muligheder og aftaler opstår. Det vigtigste er, at vi bevarer samarbejdet og engagementet hos de mennesker, der ejer jorden og bruger den hver dag,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Fakta: Grøn Trepart
Den nationale aftale Implementeringen af et Grønt Danmark – også kaldet Grøn Trepart – skal sikre en samlet indsats for at reducere kvælstofudledning, forbedre vandmiljøet og binde mere CO₂ gennem udtagning af lavbundsjord, skovrejsning og naturgenopretning.
Aftalen bygger på samarbejde mellem staten, kommunerne, landbruget og grønne organisationer.










