Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

sydavisen.dk › Sport

Fredericia HK er meget berørt efter vold mod frivillig ved kampen mod SAH

Fredericia HK er meget berørt efter vold mod frivillig ved kampen mod SAH

SPORT. Fredericia HK er meget berørt over, at en frivillig hos Skanderborg AGF blev udsat for vold under søndagens ligakamp mellem de to hold i Djursland Bank Arena i Aarhus. Den frivillige blev bagefter kørt på hospitalet, og ifølge Skanderborg AGF er en person fra Fredericia HK’s fangruppe sigtet i sagen.

Fredericia Håndboldklub har sendt en udmelding om episoden.

»Vi er meget berørte af, at en frivillig er kommet til skade, og vores tanker går først og fremmest til ham og hans pårørende. Vi ønsker ham god bedring. Sagen er nu i politiets hænder, og vi mener, det er vigtigt, at politiet får mulighed for at undersøge hændelsen og klarlægge det nærmere forløb«, skriver Fredericia Håndboldklub i udmeldingen, der er underskrevet af formand Bent Jensen og direktør Thomas Renneberg-Larsen.

Klubben har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Skanderborg AGF skrev tidligere på aftenen i en udtalelse, at den frivillige var blevet udsat for en voldelig episode i hallen.

»I forbindelse med aftenens kamp mod Fredericia HK har en af vores frivillige været udsat for en voldelig episode i hallen og er efterfølgende blevet bragt til hospitalet. En person fra udebaneholdets fangruppe er blevet sigtet i sagen«, skriver SAH.

Østjyllands Politi har til TV 2 Sport oplyst, at én person er anholdt og to er blevet tilbageholdt efter tumulten, og at politiet havde flere patruljer på stedet. Den anholdte er sigtet for vold mod en vagt. Episoden skete i den del af hallen, hvor Fredericia HK’s fans stod.

Politiet fik lidt over klokken 21 en anmeldelse om, at en person var blevet væltet omkuld i hallen. Ifølge TV 2 Sport er politiet i gang med at finde ud af, hvordan uroen opstod, og hvorfor det gik ud over en vagt. Derfor bliver der også set på videoovervågning.

SAH tager kraftigt afstand fra episoden.

»Vi tager på det kraftigste afstand fra enhver form for vold. Vores frivillige yder en uvurderlig indsats for klubben, og det skal være trygt for alle at være en del af vores kampe. Vores tanker går først og fremmest til den berørte frivillige, som vi og hele klubben står bag«, skriver klubben, som heller ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Del artiklen

Læs også

SAH: Person fra Fredericia HK’s fangruppe sigtet for vold mod frivilligMadsen hæfter sig ved to point på en svær udebaneMoberg scorede 11, da FHK vandt to i træk for første gangLIVE: FHK jagter to sejre i træk i Skanderborg