Fredericia har Danmarks 4. ringeste folkeskole og det er ikke Karens og Magnus skyld.

Dårligdommen i de fredericianske folkeskoler ligger konstant under dumpekarakteren.
Med dagens rygte om fyring af direktør for familie, børn og læring, Karen Heebøll, samt fagchef Magnus Te pas, er der startet en hadsk kampagne på Facebook mod de to.
Det kan vi ikke være bekendt. Det er et rent politisk ansvar at sætte mål og rammer for forvaltningens indsats og resultatet på skolerne. Folkeskolens nedsmeltning er dermed ikke Karens og Magnus skyld. Skylden ligger alene på skuldrene af de involverede politikere der i fraværet af politisk ledelse og måske viden, holdninger og erfaring har ladet stå til.
Det er langtfra en nyhed det går dårligt i vores folkeskole. Dårligdommene har godt fat i Fredericias kommunale skolevæsen og har haft det i mange år. Helt omvendt er det med de private skoler i Fredericia der på alle måder ligger i top.
Jeg har ofte udfordret både den kommunale forvaltning og lærerne ved at spørge, hvorfor det er så svært at lære af de private skoler. Søforklaringer er der nok af, men når det kommer til ansvaret for området, sænker de involverede blikket.
Jeg taler for, at skolerne skal gives tilbage til skolerne der skal ledes og styres af skolerne selv.
Med centrale politiske og kommunale beslutninger, regel- og detailstyring efterlades skolernes ledelse og lærerne reelt uden indflydelse og ansvar.
Langt hen ad vejen drejer det sig om at bruge viden, ledelse og at have mod til at se dårligdommene i øjnene og ændre forholdene. To, tre eller flere lærere i klasserne er standardmedicinen fra både lærere og politikere men det løser ikke problemerne, hvilket jeg fik bekræftet af lærerne selv.
På et debatmøde med 90 lokale lærere under kommunalvalgkampen i 2025 kom lærernes frustration klart frem. Bl.a. lød det, at klasserne i Folkeskolen skal løfte et spænd mellem elever der er højt begavede til elever der reelt er indlæringsretarderede. Det er helt klart, at de fleste taber i det spil. Løsningen kan være at opdele klasserne i f.eks. dansk og regning så intet barn skal sidde og føle sig dum overfor alle kammeraterne. Flere lærere i samme klasse på samme tid, er ikke en hjælp for de børn, der havde bedre af at sidde i en mindre klasse, hvor niveauet er realistisk i forhold til børnenes indlæringsmuligheder/begrænsninger.
D. 6. juni 2026 kunne JP (kilde: SMVdanmark) fortælle, at Fredericia ligger på en skamfuld national 95. plads, hvor færrest består dansk og matematik i 9. klasse baseret på skoleåret 2024/25. Kun Guldborgsund, Vordingborg og Lolland er ringere. Med en by af Fredericias størrelse er det en falliterklæring. Der er ingen der tager ansvar, hverken lærerne, politikerne eller den kommunale skoleforvaltning. Til gengæld efterlades vores børn og forældre i en nedadgående spiral, der skader børnenes udviklingsmuligheder og retten til målrettet undervisning.
Giv skolerne tilbage til skolerne der både pædagogisk, økonomisk og holdningsmæssigt skal blomstre ved at opleve ansvaret og frigørelsen fra kommunens regel- og detailstyring.

