
MUSIK. Fredag aften åbnede Fredericia Gymnasium dørene for årets musikalske højdepunkt: Fredericia Gymnasium Musikfestival, i daglig tale kendt som FGMF. Arrangementet, der gennem årene har vokset sig til en populær tradition blandt byens unge, bød igen i år på både etablerede navne og nye, spirende musikalske talenter.

Bag festivalen står en gruppe på omkring 25-30 elever fra Fredericia Gymnasium, som gennem flere måneder har arbejdet målrettet på at gøre aftenen til en succes. En af arrangørerne er Elif Rumenova, elev på Fredericia Gymnasium, der inden festivalstart fortalte om det store arbejde og glæden ved at kunne præsentere kendte musiknavne:
»FGMF er en forkortelse for Fredericia Gymnasium Musikfestival, og det er noget, vi afholder hvert år. Vi er 25-30 stykker, der engagerer sig i den her organisation, og vi har nogle virkelig fede kunstnere med. Sidste år havde vi Tessa, og forrige år i 2023 havde vi Lamin som hovedkunstner. I år har vi Artigeardit, og vi har Pattesutter, som åbner for Artigeardit, hvilket jeg synes er meget fedt, at vi arbejder så hårdt og kan sørge for, at så store kunstnere kommer til vores lille, interne festival, som vi holder.«
Selvom festivalen er udsprunget af gymnasiets egne traditioner, understregede Elif, at FGMF er åben for unge fra hele området – ikke kun elever fra Fredericia Gymnasium:
»Det er jo ikke kun for Fredericia Gymnasiums elever – det er jo egentlig for alle, der går på en ungdomsuddannelse over 16 år, der kan komme og være med til en virkelig, virkelig hyggelig fest, som vi holder.«

Bag selve aftenen ligger en enorm indsats fra eleverne, som startede allerede torsdag med opsætning inde i hallen. Fredag morgen fortsatte arbejdet med at gøre pladsen klar. Der blev sat scener op, boder med mad og drikke blev stillet frem, og alle detaljer blev sikret, så festivalen kunne byde velkommen til gæsterne allerede om eftermiddagen. Elif beskrev forberedelserne sådan her:
»Vi har opsætning torsdagen før, hvor vi sætter hallen klar til, at kunstnerne kan sidde her. Og så har vi opsætning på dagen fra klokken 8 af, hvor vi så gør alt andet udenfor som store- og lillescene og de mindre ting som madboder klar til, at gæsterne kan komme og hygge sig rigtig, rigtig meget.«
Da pladsen åbnede, blev den hurtigt fyldt med forventningsfulde unge mennesker, klar til at opleve navne som Artigeardit, Pattesutter, Stor Kaeft og Kinddans, som alle var med til at skabe en energisk og levende aften.

Allerede inden arrangementet gik i gang, glædede Elif Rumenova og resten af arrangørerne sig til at opleve, hvordan deres hårde arbejde ville blive taget imod af festivalens publikum:
»Og i år, ligesom sidste år, der glæder vi os mindst lige så meget, hvis ikke mere, til at se en masse komme og støtte os og være med til en mega, mega fed fest.«
Med god musik, masser af fællesskab og stor opbakning blev Fredericia Gymnasium Musikfestival endnu engang præcis den store begivenhed, eleverne havde drømt om.