Der er meget i Fredericia, der fungerer. Der arbejdes. Der samarbejdes. Der er vilje til at løfte i flok. Det skal man ikke underkende. Tværtimod er det en styrke, som mange byer misunder.

Men netop derfor er det værd at stille det spørgsmål, der sjældent bliver stillet højt:
Er vi fælles om noget – eller er vi bare fælles om at være enige?

For der er en tendens i Fredericia til, at fællesskabet bliver målet i sig selv. At det at stå sammen bliver vigtigere end at vide, hvor vi vil hen. At det gode samarbejde bliver et svar, før spørgsmålet overhovedet er stillet.

Fredericia mangler ikke hænder. Fredericia mangler ikke engagement. Fredericia mangler ikke mennesker, der vil byen. Det, der mangler, er en tydelig retning, der tør mere end det, alle kan nikke til.

Byen blev ikke grundlagt som et kompromis. Den blev skabt som en idé. Som et projekt med en klar vilje og et klart formål. En fæstningsby midt i landet, bygget for at forsvare noget større end sig selv. Det var ikke en fælles stemning. Det var et valg.

I dag taler vi meget om at løfte byen sammen. Men spørgsmålet er, hvad det er, vi løfter – og om vi tør sige det højt, men også om hvorfor, hvordan, hvornår og med hvilket resultat til følge for skatteborgernes penge. For når alt er fælles, bliver det også let at gøre alting relativt. At udskyde de svære prioriteringer. At pakke ambitionerne ind i formuleringer, der ikke forpligter nogen.

Fredericia har planer for klima, kultur, byudvikling, børn og erhverv. De er seriøse, velmenende og ofte kloge. Men de er også forsigtige. De undgår konflikt. De undgår fravalg. Og de undgår det ubehagelige spørgsmål: Hvad vil vi være kendt for – også når det koster?

Hvis Fredericia vil være en grøn foregangsby, skal det kunne mærkes i hverdagen. Hvis byen vil være et kulturelt kraftcenter, skal kulturen prioriteres som identitet, ikke som pynt. Hvis Fredericia vil være børnefamiliernes førstevalg, skal det være et løfte, der forpligter – også når det udfordrer vanetænkning og budgetter. Lige nu er det bare snak, og kan ikke ses i målinger eller resultater. I øvrigt visioner alle byer og borgere er enige i. Hvem vil ikke bo i en by, hvor børnefamilierne prioriteres?

Det kræver dog mere end opbakning. Det kræver lederskab.

For fællesskab uden retning bliver hurtigt en behagelig stilstand. En situation, hvor alle gør deres bedste – men hvor ingen for alvor tager ansvar for helheden. Hvor byen bevæger sig, men uden at rykke sig.

Fredericia har alt det, der skal til for at være noget særligt. Historien. Placeringen. Naturen. Menneskene. Men byen mangler modet til at samle det hele i en fortælling, der tør sige: Det er her, vi vil hen. Og det er derfor.

Fællesskab er en styrke.
Men uden vilje er det ikke nok.

Og det er netop viljen, Fredericia nu har brug for.