TRAFIK. Afkørslen ved Esbjerg-udfletningen på den Sønderjyske Motorvej ved Kolding var fredag eftermiddag præget af tæt trafik og lange køer efter et uheld mellem to biler.
Det oplyser vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi ved en pressebriefing fredag eftermiddag.
Uheldet skete klokken 15.43, og skyldtes ifølge politiet den tætte trafik på stedet. De to biler kørte sammen i sydgående retning ved Esbjerg-udfletningen. Ingen personer kom til skade i forbindelse med sammenstødet.
»Jeg har intet på førerne af bilerne endnu, men alle var uskadt og kunne selv komme ud,« fortæller Torben Wind, som dog understreger, at bilerne stod placeret på en måde, der gav yderligere udfordringer:
»Desværre stod bilerne lidt uhensigtsmæssigt dernede, så vi skulle have noget vejhjælp dernede for at rydde op i krydset.«
Uheldet førte hurtigt til en del kø på motorvejen ved Kolding, hvilket især skyldtes tidspunktet på dagen, hvor mange bilister er på vej hjem på weekend. Ifølge Vejdirektoratet kunne bilisterne sågar forvente op til en times ekstra rejsetid på en af strækningerne.
Trafikken blev normaliseret sidst på eftermiddagen, efter bilerne blev fjernet fra vejbanen.