BUSINESS. Der ligger en lyd i et værksted som ikke findes andre steder. En roterende skruemaskine der giver sig, en blyant der stryger hen over en reglar, en mobil der vibrerer i lommen og bliver taget, fordi kunden ringer, når kunden har fri. Midt i det hele står to makkere der begyndte med en Opel Astra, to hænder hver og en aftale med sig selv om at holde ord. I dag står der Lynggaard & Bødker på porten, og inde bag navnet sidder Daniel Lynggaard og Michael Bødker med blikket både på næste opgave og på den vej der bragte dem hertil.
»Jeg blev tømrer for den afvekslende hverdag, og at man fik rørt sig, og at det sjældent er bare to dage, der var ens« siger Daniel. Han smiler lidt, når han taler om følelsen af ikke at møde ind på en fast plads og kigge ud over den samme græsplæne år efter år, men i stedet komme ud og se noget nyt, skabe noget med hænderne og se en idé blive til virkelighed.
Michael nikker, for i hans familie var hænderne allerede i brug. »Min farfar var tømrer, og min far var smed« fortæller han. Skolen var ikke et sted at sidde stille i otte timer om dagen, og en lærer fandt en ordning hvor han kunne komme ud at arbejde lidt og være lidt i skole. »Det var en genial ordning. Det er ikke fordi, man ikke gider eller var dum i skolen. Jeg havde bare ikke rum til at sidde i 7-8 timer« siger han.
Det begyndte som håndværk og blev til en virksomhed. Undervejs lærte de, at faglighed kan være lige så meget vejen derhen som resultatet på dagen. Daniel formulerer det sådan »Der er noget tilfredsstillende over det der med at være med til at skabe processen og få det til at lykkes. Men i takt med at man er blevet ældre, er der også en anden vinkel på det end bare at skabe det i dag. Det er også med, hvordan vi kommer derhen, og med hvem vi kommer derhen, og hvordan de kommer derhen til det færdige resultat. Altså mennesket bag de hænder, vi sender ud«.
De har set faget ændre sig. Fra massivt træ og malerens fodlister til bestillingsvarer, klikgulve, færdigmalede elementer og montage. »Nu er det næsten sjældent efterhånden, at vi har et stykke træ i hånden« siger Michael. Daniel supplerer »I dag er næsten 80 procent af vores ting bestillingsvarer. Du kan godt hente forskalling og isolering, men resten kommer et andet sted fra. Man skal være præcis i dag«. Det giver tempo og effektivitet, men også et savn. »Jeg synes, det bliver mere upersonligt, fordi det hele er skabt på forhånd. Vi skal faktisk bare montere det. Det synes jeg er blevet mindre charmerende ved vores fag« siger Daniel.
Der er alligevel opgaver, der bliver hos dem. Daniel nævner gymnasiet i Fredericia, hvor den ikoniske trappe i foyeren fik nyt liv. »Meget af det der har jeg været med til at lave. Trappen ned til, hvor der er blevet taget tusind billeder, den har mig og Michael lavet. Uden for arbejdstid, fordi vi havde travlt« siger han. Og Ane og Troldes hus, hvor tiden var en medspiller og materialerne fik lov at tale. »Det var nogle fede materialevalg, og det blev gjort rigtigt. Respekt for håndværkerne, og den tid det skulle tage« siger han og rammer en pointe om kvalitet og tålmodighed som kan være svær at få passet ind i en kalender, hvor alt helst skal være færdigt i går.
Vejen til eget CVR-nummer begyndte, som det gør for mange, med en drøm om at sætte i stand og udleje. »Vi havde den drøm, og det var mega svært at komme i gang. Men det lykkedes med en enkelt lejlighed i 2016. I 2017 fik vi lov til at købe en mere og totalrenovere. Det gjorde vi uden for arbejdstid« siger Daniel. På et tidspunkt kiggede de på hinanden og besluttede sig. »Vi havde jo alt værktøjet, og Michael havde hans gamle Opel Astra. Hvad er det værste, der kan ske. Det er, at vi skal være tømrere igen, og det kunne vi jo godt« siger han.
Første uge var det kammerater og bekendte, der ringede. Næste uge lidt flere. Rygterne om ordentlighed, aftaler der blev holdt, og fejl der blev rettet uden diskussion, bredte sig. »En aftale var en aftale. Hvis der var noget, der ikke lige var mellem linjerne, så gav vi os på den del. Den der ordentlighed og købmandskab« siger Daniel. I dag er der værksted, maskiner og mennesker, og alligevel er konstruktionen bevidst bygget, så den kan stå, selv hvis alt en dag skal skrues ned i tempo. »Hvis det var, at vi i morgen ønskede at kun være mig og Michael, så kan vi gøre det med det samme« siger Daniel. Bilerne er købt, ikke leaset. Gælden er begrænset. Friheden er en del af modellen.
Frihed er også det ord de anbefaler faget med. »Hvis man ikke er til at sidde stille, og man vil opleve noget nyt hver dag, så har du jo rigtig meget frihed i vores fag« siger Daniel. Han siger det med en realisme som også rummer en advarsel. »Man skal også være klar til at kunne arbejde med den frihed. Og det synes jeg ikke alle har i dag«.
Den virkelighed som møder en tømrer i 2025, er fyldt med dokumentation, kvalitetssikring, krav fra myndigheder og kunder, CO2 regnskaber og FSC certifikater. »Der er en lang checkliste« som Michael og Daniel formulerer det. Og der er sociale medier, hvor en fuge kan blive landsdækkende på et øjeblik. »Kravene til håndværkerne i dag er meget anderledes« siger Daniel. Det gør ikke drømmen om at starte noget selv umulig, men det gør den mere krævende, og de lægger ikke skjul på, at de begyndte i et heldigt vindue med et marked i medvind.
Under alle lagene lever den gamle stolthed stadig. Daniel lyser op, når snakken falder på opgaver hvor træet fylder, og når han taler om den drøm, der er i gang hos en kunde, hvor de får lov at arbejde med træ på den rigtige måde, hvor alt ikke er samlet og skal monteres, men hvor de kan arbejde med projektet, næsten som i gamle dage. »Det er en drømmeopgave for os« siger han. For Michael er det følelsen fra dag ét der stadig driver. »Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl. Det her var hylden, jeg ramte« siger han.
De to taler om fremtiden som man gør det, når man står midt i et vækstspring og mærker både glæden ved travlhed og prisen i form af telefonen der ringer, når børnene er hentet. De vender mulighederne for at aflaste sig selv uden at miste nærværet i forretningen. »Måske kommer der en formand ind« siger Daniel. »Så var det for eksempel, så mig og Michael, vi kunne slappe lidt med i det og sige, okay, vi får måske en formand ind. 37 timer. Siger, du tager de opgaver her, så kan vi koncentrere os på noget andet« fortsætter han. Michael supplerer tanken om at vokse rigtigt i stedet for bare at vokse hurtigt. »Vi er lige på vippen, der hvor det er. Fordi der er jo nogen, der stadig gerne vil have, at det er Daniel. Der er jo nogen, der gerne vil have, at det er os. Fordi det stadig er personligt« siger han og sætter ord på den balancegang, mange ejerledere kender til.
Et tredje ben er allerede på tegnebrættet. Drømmen fra begyndelsen var, at tømrervirksomheden skulle være B-forretning og ejendommene A-forretning. »Om 10 år så håbede jeg da, at vi kunne svifte den om, så vi kunne leve af at drifte ejendommene. Og det at kunne være bibeskæftigelsen« siger Daniel. Indtil da holder de fast i den konstruktion, de har bygget op, hvor de kan geare op og ned efter liv og opgaver. »Hvis det var, at vi i morgen ønskede at kun være mig og Michael, så kan vi gøre det med det samme« siger han.
Ambitionen er ikke kun størrelsen, men måden de kommer derhen på. »Det er også med, hvordan vi kommer derhen, og med hvem vi kommer derhen, og hvordan de kommer derhen til det færdige resultat. Altså mennesket bag de hænder, vi sender ud« siger Daniel. Og når kalenderen spidser til, står kompasset stadig på ordentlighed. »En aftale var en aftale. Og hvis der var noget, der ikke lige var mellem linjerne, så gav vi os altid på den del« siger han.
De lægger ikke skjul på, at vilkårene har flyttet sig. Dokumentation, kvalitetssikring og krav fra kunder og myndigheder fylder. »Kravene til håndværkerne i dag er meget anderledes« siger Daniel. Michael prikker til en sejlivet fordom. »Det er en kæmpe misforståelse« siger han om forestillingen om, at håndværk er for dem der ikke kunne gå i skole. »I dag med de tegninger og papir, vi får i dag, der skal du altså være rimelig skarp på nogle ting, for at kunne følge med« siger han.
Samtidig er faget blevet mere montage og mindre massivplanke. »Nu er det jo næsten sjældent efterhånden, at vi har et stykke træ i hånden« siger Michael. Derfor skinner det også igennem, når opgaverne igen handler om træ og tid. »Vi er jo faktisk Anders Gregersen med et nyt hus, hvor i træ meget af det øger. Det er en drømopgave for os« siger Daniel. Og når de taler om den ikoniske trappe på gymnasiet, er stoltheden stille og tyk. »Alle klassebilleder vi ser, hvor der sidder nye elever, så tænker jeg, den har mig og Michael lavet jo« siger han.
Det er også her, de to bliver mest konkrete om lederskab. Om at tage ansvar, når noget halter, og om at være menneske først. »Det der med at sige, at jeg kan sgu godt se, at det her er ikke ok, det får vi lige rettet op på. Vi laver alle sammen fejl, når vi går på arbejde. Det er også bare vigtigt at anerkende den, og så også prøve at lære af det« siger Daniel.
Og et sidste citat hænger ved. En sætning som er trykt ind i virksomheden som en lægte i en bærende væg. »Vi har ikke gjort noget exceptionelt i forhold til alle mulige andre. Vi har bare været ordentlige i processen« siger Daniel. Det begyndte med en Astra og 40.000 kroner. Det fortsatte med Sundhedshuset, gymnasiet og om lidt et nyt træhus.
Læs også
