På hovedlageret i Uldum arbejder Kasper Hellesøe fra Fredericia normalt om natten. Som teamleder i forsendelses- og konsolideringsafdelingen har han i årevis haft ansvaret for, at varer fra JYSKs distributionscenter når sikkert og effektivt ud til kunder over hele verden. Men i begyndelsen af 2025 blev der byttet om på det vante – og i stedet for at sende varer ud, blev det Kasper selv, der blev sendt afsted. Til Marokko. Til tre måneders arbejde med at opbygge noget, som ikke før har eksisteret: JYSKs første tilstedeværelse på det afrikanske kontinent.

– Jeg har været ved JYSK i lidt over ti år og har før været udsendt til forskellige lagre i Europa, fortæller han. – Men det her er noget helt andet. Det er første gang, jeg er med helt fra starten – helt fra scratch.

Hverdag i hjertet af JYSKs digitale Afrika-satsning

JYSKs første skridt på det afrikanske marked starter ikke med åbningsfest og fyldte indkøbsvogne, men med et såkaldt dark store – et mindre lager, som udelukkende betjener onlinekunder og fungerer som rygrad i den digitale satsning. Det er her, Kasper arbejder til daglig. Ikke kun med hylder og systemer, men med mennesker, der skal rustes til at tage over, når det internationale hold rejser hjem.

– Vi skal ikke bare få et lager til at fungere, vi har også skulle opbygge det helt fra bunden, siger han.

Hver dag starter med en briefing med den lokale teamleder. Hvad kommer der af varer i dag? Er noget strandet i tolden? Hvor langt er de nye medarbejdere i træningen? Der er meget, der kan ændre sig fra dag til dag, og fleksibilitet er en nødvendighed. Det er en balance mellem struktur og spontanitet, som kræver tålmodighed – og forståelse for, at ting ikke altid går som hjemme.

– Når man møder ind om morgenen, sætter vi os sammen og ser på, hvad der egentlig kan lade sig gøre i dag. Og så tager vi den derfra, og det er faktisk lidt fedt, griner Kasper.

Målet er klart: Når teamet rejser hjem, skal de lokale kunne stå med det hele selv. Det kræver, at processerne er på plads, og at folk føler sig trygge i det, de laver. Og det er tydeligt for Kasper, at det betyder noget.

– Man kan mærke, at de tager ejerskab. De vil det virkelig, og det gør faktisk hele forskellen, siger han.

Kasper mødte noget andet end det, han havde forestillet sig

Før Kasper tog afsted, havde han sine forestillinger om, hvad han gik ind til. Han havde tidligere været udsendt med JYSK og vidste, hvordan det er at hjælpe med at forbedre arbejdsgange i et andet land. Men denne gang var fundamentet endnu ikke lagt. Der var ikke nogen struktur, der skulle finpudses, for den skulle først opfindes nu.

– Jeg havde måske en fordom, fordi man tænker, ‘det er Afrika’. Men det blev gjort helt til skamme, siger han.

For det, han mødte, var ikke sløseri eller langsommelighed. Tværtimod. Der var nysgerrighed, vilje og en oprigtig stolthed over at blive en del af noget internationalt. Kasper fortæller, at da JYSK slog 50 stillinger op i de første butikker i Casablanca, modtog de over 5.000 ansøgninger.

– De har en enorm vilje til at lære og en virkelig fed arbejdsindstilling. Der er en kæmpe prestige i at arbejde for en international virksomhed som JYSK hernede, og det kan man virkelig mærke.

Den respekt for brandet og den energi, medarbejderne kommer med, gør det nemmere at løfte opgaven. Flere har været i udlandet for at blive oplært i JYSKs arbejdsgange – blandt andet i Dublin – og tager den viden med sig hjem.

– Vores lokale teamleder var i Dublin og blev oplært i konceptet derovre. Da han kom tilbage, var han så motiveret, at man næsten blev helt smittet, siger Kasper.

– Det engagement er guld værd i sådan en opstart.

En oplevelse, der rækker ud over arbejdet

Selvom det hele startede som en arbejdsopgave, er det blevet til mere end det. Kasper fortæller med begejstring om de kulturelle indsigter, han har fået med sig. Ikke mindst den måde, man opfatter tid på i Marokko, har givet anledning til smil og justeringer i hverdagen.

– Vi kalder det “Moroccan time”, griner han.

– Hvis du får at vide, at noget bliver leveret senere i dag, så kan det lige så godt være i slutningen af ugen.

Den tilgang til tid og deadlines har været en omstilling, men også en vigtig læring. Kasper oplever, at det ikke nødvendigvis handler om at være ineffektiv, men i stedet om at navigere i en anden rytme.

Samtidig har mødet med kollegerne sat sig dybt. Der er varme, stolthed og et ønske om at lykkes, og det har gjort opholdet i Marokko til noget særligt.

– Den stolthed, de møder én med, det gør virkelig opgaven meningsfuld. Og det giver mig ny energi, også når jeg skal hjem igen.

Erfaring i rygsækken – og mod på mere

For Kasper har rejsen også været en bekræftelse. Ikke bare af, at han kan klare opgaven, men af, at han trives i at blive sendt ud og være med til at bygge noget op. Det er ikke første gang, han er blevet udsendt. Men det er første gang, han er med helt fra starten, og det føles rigtigt.

– Det er voldsomt fedt at få lov til det her. Og det er jo også et skulderklap oppefra, at de har tillid til, at jeg kan løfte sådan en opgave.

Han håber, at når JYSK igen skal åbne nye lokationer i verden, vil hans navn være blandt dem, der bliver tænkt ind.

– Jeg synes, det er vildt motiverende at få lov til at være med, når noget starter, og jeg håber da, at hvis der åbner nye projekter i fremtiden, så er jeg i betragtning, smiler han.

“Jeg håber, det vælter ind”

Den officielle åbning nærmer sig. Den 10. april skal dark store-lageret i Casablanca gå live. Det bliver et afgørende øjeblik – ikke bare for projektet, men for Kasper selv. Alle forberedelserne, al træningen og planlægningen skal nu stå sin prøve.

– Projektgruppen regner med, at vi får mellem 80 og 100 onlineordrer om dagen i starten. Men jeg håber, det viser sig at være en undervurdering og at det vælter ind, siger han med et lille grin.

Kasper bliver i Marokko til uge 18. Når han vender hjem til Fredericia, bliver det med en oplevelse, han kommer til at tage med sig længe efter. Ikke kun i form af ny viden og erfaring, men som en påmindelse om, hvorfor han stadig er i JYSK efter mere end ti år.

– Det bliver spændende at se, hvordan det hele fungerer, når vi ikke længere står lige ved siden af dem og guider. Det er jo det, det hele sigter mod, at de selv kan drive det videre.

Og netop det er det, der driver ham. At være med til at opbygge noget, der ikke kun fungerer her og nu – men som har potentiale til at vokse.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her