POLITIK. Maskinerne larmer nord for Ejby, og gravkoernes skovle bider sig ned i den fynske muld. Her står Johannes Lundsfryd Jensen og skitserer fremtidens trafikårer, energianlæg og arbejdspladser. For ham er stedet et billede på, hvordan Middelfart Kommune rykker sig ind i de næste årtier. »Vi står midt i et kæmpe udviklingskryds. Jernbanen får løst flaskehalsen, motorvejen er udvidet, og vi er i dialog med en meget stor virksomhed om at etablere sig her. Om få år kan der være tusindvis af arbejdspladser« siger han

Visionen handler ikke kun om asfalt og skinner, men også om at samle energi og infrastruktur. »Vi undersøger vindmøller. Vi taler med virksomheder om at koble deres overskudsvarme på fjernvarmenettet. Vi ser på biogas. Det skal være et energipunkt hvor produktion, forbrug og grøn omstilling hænger sammen« forklarer borgmesteren og peger på markfelterne der er købt op, så de kan danne ramme for udviklingen.

Lidt længere mod øst, ved Lillebælt, finder man en anden fortælling om transformation. Trådværket, engang et industriområde med skibslaster, søm og metal, er under forvandling til en bydel hvor kultur, boliger og nye arbejdspladser mødes. »Det er en genfødsel af en hel del af byen. Østergaardfamilien bygger Kabelbyen med 700-800 arbejdspladser. Den Hvide Hal er allerede i gang med bryghus og street food. Der kommer en koncertsal med plads til 1.600 mennesker og et stort ungemiljø. Samtidig anlægger vi Middelfarts nye bypark, der løber fra industri til strand« siger han

Parken bliver anlagt i tre sektioner, fra rå industri til klassisk grønt anlæg og til sidst en strandpark med svømmebassin og direkte adgang til vandet. På begge sider skyder boligerne op. »Om få år bor der omkring tusind mennesker her, side om side med nye arbejdspladser og kulturfaciliteter. Der bliver flere arbejdspladser her, end der var i NKT’s storhedstid« siger borgmesteren med blik for både historien og fremtiden

Men store visioner tager tid. »Jeg underskrev kontrakten i 2019. Nu er vi i 2025, og vi er først på vej. Sådan er processerne. Ideer skal formes, borgere skal høres, investorer skal ind. Men når vi lykkes, bliver det helt fantastisk« siger han

At holde fast i kursen er en disciplin, han selv fremhæver som nødvendig. »Man møder bump på vejen. Nogle gange må man ændre retning. Andre gange skal man bare holde ud og komme igennem. Det kræver tålmodighed og et fast blik på målet« siger han

For Middelfarts borgmester handler udvikling ikke kun om at vokse, men om at vokse på en måde der binder erhverv, energi, kultur og livskvalitet sammen. »Vi har altid været en arbejderby. Nu er vi i gang med at skabe en by, der står på skuldrene af historien, men som åbner sig for fremtidens muligheder. Det er den rejse vi er på«