BUSINESS. Der er noget næsten højtideligt over at træde ind i bygningen på Gothersgade i disse dage. I gamle dage blev der delt mønter ud fra tunge skranker og talt alvorligt om renter, lån og opsparinger, når man trådte ind ad døren til den gamle Danske Bank. I dag er pengene erstattet af papkasser, tøjstativer og en mand, der smilende og travlt trækker kasser med tøj ned i kælderen.

Jesper Juul Madsen hedder han, og han er manden, der nu skal stå i spidsen for det projekt, som inden længe skal fylde lokalerne med noget helt andet end valuta. Han er Store Manager i Fredericias nye store satsning, Tøjeksperten, som åbner dørene for første gang den 28. august. Jesper Juul Madsen er en kendt tøjmand i Fredericia, og han glæder sig til sin nye opgave.

Næsten alt er væk – men der er stadig minder fra bankæraen. Foto: AVISEN

»Det er jo første gang efter corona, at der er en stor butik, der virkelig vil Fredericia og satser på byen. De har valgt mig til at stå i spidsen. Det er selvfølgelig noget, jeg er meget glad for. Jeg føler mig nærmest som indfødt og har været her i en menneskealder, så jeg kunne lige så godt tage det sidste med,« siger Jesper Juul Madsen med et lunt smil og løfter endnu en stak tøj op fra gulvet.

Tøjeksperten rykker ind i ikke mindre end 500 kvadratmeter, der i disse dage fyldes med forventning, håndværkere og Jespers personlige entusiasme. Man kan mærke, at han glæder sig, selvom der stadig er et stykke vej igen. Loftet skal gøres færdigt, prøverum sættes op, og indgangene skal sikres, så alle kan komme ind – også dem med lidt sværere gang eller i kørestol.

»Første gang jeg hørte, at vi skulle ligge her, fik jeg et chok. Men efter at have fulgt lidt med og nu stået herinde, kan jeg godt se, at det bare er helt rigtigt. Det er næsten som at være i udlandet i en af de store butikker. Det er jo det, vi kalder en big store i vores koncern,« siger han og kaster et stolt blik rundt i lokalerne, hvor historiens vingesus blander sig med fremtidens tøjmode.

Det bliver et sted, hvor Fredericias borgere kan finde mærker som Lindbergh, Bison, Morgan og Junk Deluxe. Og Jesper understreger, at det handler om at have noget til alle mennesker.

»Vi har tøj, alle kan gå i. Det skal være nemt og rart,« understreger han og holder en lille pause, inden han forsætter:

»Jeg har prøvet at åbne butik før, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg plejer. Og jeg tror, det bliver helt fantastisk. Det mærkede jeg også i maven i dag, da de første tøjkasser kom,« siger han og gnider sig lidt på lårene, der er ømme efter dagens mange ture op og ned ad trapperne.

Han står dog ikke alene med opgaven ret meget længere. Snart ankommer Magnus, hans nye kollega, der også spiller i bandet Sprittede. Først skal Magnus dog spille på Smukfest, hvorefter han vender tilbage, som Jesper siger med et glimt i øjet.

»Jeg har fået to rigtig gode assistenter, en fra Vejle og en fra Middelfart. Interessante fyre begge to. Og så har jeg en deltid og nogle weekendafløsere. Vi må ikke være færre end tre herinde,« siger Jesper og nikker tilfreds med udsigten til et stærkt team, der sammen skal skabe den rette stemning i butikken.

Jesper Juul Madsen har en klar forventning om, hvordan atmosfæren skal være. Humøret skal være højt, stemningen god, og alle skal føle sig velkomne.

»Jeg håber selvfølgelig, at folk tager godt imod os. Der har allerede været masser af gode reaktioner. Så må vi bevise, at det her, det kan vi godt få til at køre,« siger han med selvsikkerhed og glimt i øjet.

På selve åbningsdagen den 28. august lover han, at der sker noget særligt. Han holder stadig kortene tæt ind til kroppen, men afslører, at der arbejdes på at få en til at klippe snoren, og at der naturligvis skal være lidt til ganen også.

Historien og kunst i den gamle bygning. Foto: AVISEN

Mens han slæber de sidste tøjbunker ned i kælderen, virker Jesper Juul Madsen som en mand, der allerede er godt i gang med at skrive et nyt kapitel i både bygningens og byens historie. Mønterne er væk, men der er rigeligt med smil, forventning og godt humør at dele ud af.