SPORT. KIF Kolding og Markus Bugge har sat deres underskrifter på en ny aftale, der binder den 20-årige bagspiller til klubben helt frem til sommeren 2029.

Bugge har fået en imponerende start på sæsonen og blev for nylig kåret som Månedens Spiller for september – blot få måneder efter sit comeback fra en længere pause med en korsbåndsskade.

Markus Bugge har fået hele sin håndboldopdragelse i KIF Håndbold og har gennem hele sin karriere repræsenteret Kolding, fra ungdomsrækkerne til førsteholdet.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig over forlængelsen. »Vi er utroligt glade for forlængelsen med Bugge. Han har gjort det supergodt og er et stort aktiv i truppen. En dygtig tovejsspiller, der passer præcis ind i det, vi vil, og som har potentialet til at blive endnu dygtigere. Han er en mand for både nu og fremtiden, og én vi glæder os til at bygge på – både på og uden for banen,« siger Anders Eggert.

Også talentchef Julie Loop glæder sig over, at endnu et af klubbens egne talenter har valgt at fortsætte rejsen i KIF Kolding. »Markus er en ung spiller, som har været på vores håndboldakademi under sin ungdomsuddannelse. Han er altid garant for en seriøs tilgang til sin træning, hvilket smitter af på hans omgivelser. Markus er på mange måder en klubmand, som bidrager på ungdomshold og nu også som træner på det selvsamme akademi, han var en del af som spiller. Vi er utrolig glade for Markus og hans tilgang til klubben. Derfor er det også med stor glæde og stolthed, at vi kan forlænge kontrakten med ham,« siger hun.

For Markus Bugge selv var beslutningen ligetil. »Valget om forlængelse var for mig meget nemt. KIF har en kæmpe betydning for mig, og jeg holder virkelig meget af klubben. Så da de ønskede at forlænge, stod det meget hurtigt klart, at det var her, jeg skulle fortsætte min karriere,« siger Markus Bugge.

Med aftalen til 2029 fortsætter KIF Kolding samarbejdet med en af klubbens egne profiler, der både på banen og som træner på akademiet er med til at forme fremtidens KIF-generationer.