BUSINESS. Christian Pryds Rasmussen har solgt fliser til hele landet fra butikken i Middelfart. Nu lukker han døren til den fysiske butik, men fortsætter med at hjælpe kunder og holder mulighederne åbne for en ny ejer.
Efter 16 år bag disken i Centrum Fliser har Christian Pryds Rasmussen truffet en af de tungeste beslutninger i sin karriere. Den fysiske butik i Middelfart lukker, men forretningens CVR-nummer består, og telefonen vil stadig blive taget, når kunder ringer. For Christian er det afslutningen på et langt kapitel, men også begyndelsen på et nyt.
»Jeg havde det da også, for at sige det mildt, røvvalentligt i går, da jeg sad og skrev opslaget og lagde det ud. Det var på ingen måde rart« siger han uden omsvøb. Beslutningen har været længe undervejs, faktisk begyndte processen allerede sidste år. Den handler om tid, prioritering og familie. For den travlhed, der har præget hverdagen, har ikke kun været i flisebutikken. Christian er også en del af et familiefirma med mere end 70 år på bagen, og her er tempoet så højt, at det nu kræver hans fulde tilstedeværelse.
Han understreger, at lukningen ikke er et brud med kunderne. »Vi lukker den fysiske butik, men vi lukker ikke vores CVR-nummer. Jeg vil stadig kunne servicere folk, tage mig af reklamationer og hjælpe, hvis nogen har brug for det. Det er ikke sådan, at jeg stikker halen mellem benene eller forsvinder fra det hele« siger han.
For Christian er det afgørende, at nedlukningen sker med ordentlighed. Han ønsker at kunne gå gennem byen med rank ryg. »Jeg vil have lov til at hilse på folk og ikke have nogen, der kaster æbleskrog efter mig. Vi har kørt en reel og ærlig butik i mange år, og vi har holdt, hvad vi lovede. Vi har leveret til tiden og altid haft en åben dialog med kunderne« fortæller han.
Rejsen med Centrum Fliser har været præget af både store projekter og små, personlige sejre. Fra badeværelser på seks kvadratmeter til nybyggerier på 400, og fra lokale opgaver til leverancer til både Bornholm og Nordjylland. »Det har været utroligt spændende at få lov at hjælpe folk med at realisere deres drømme. Det gælder både de store entrepriser og de private kunder, der har lagt deres projekt i vores hænder« siger han.
Et af de projekter, han fremhæver med stolthed, er Kabelbyen i Middelfart, som han og teamet har arbejdet på i halvandet år, inden ordren kom på plads. »At vi lige på falderebet får lov at være en del af det, betyder meget« siger han.
Kundernes reaktion på nyheden har været blandet. Nogle er blevet overraskede, mens andre havde fornemmet, at det var den vej, vinden blæste. De fleste er ærgerlige. »Det betyder, at folk har været glade for at komme her. Mange har jo også bare kigget forbi til en kop kaffe, uden at de nødvendigvis skulle købe noget. Det er noget af det, jeg kommer til at savne mest – at sige hej til de lokale håndværkere, høre hvad de laver og være en del af det fællesskab« fortæller Christian.
Inden lejemålet udløber, skal lageret tømmes. Her venter både enkeltkasser til småreparationer og større partier til hele byggeprojekter. Og selv efter den fysiske lukning vil Christian kunne skaffe og bestille varer hjem, hvis nogen står og mangler.
Når døren lukkes for sidste gang, er det ikke enden på arbejdslivet, men starten på en ny retning. Christian skal nu indgå på fuld tid i familiefirmaet, hvor han på sigt håber at kunne stå med ansvaret sammen med sin hustru. »Det er noget helt andet end fliser, så det bliver en ny og spændende hverdag« siger han.
Samtidig står butikken til salg for den, der drømmer om at fortsætte forretningen. »Det er en velfungerende butik med kunder fra dag ét. Man skal ikke låne en hulens masse penge for at komme i gang, og jeg står klar til at hjælpe – om det så er en lørdagsvagt eller en fredag eftermiddag. Jeg vil gerne give stafetten videre« siger han.
For en mand, der har levet og åndet for sin butik i næsten to årtier, er det svært at give slip. Men beslutningen er truffet, og Christian møder den med både vemod og optimisme. »Vi skylder kunderne en kæmpe tak for deres opbakning gennem årene. Uden dem havde vi ikke eksisteret. Det er den støtte og det fællesskab, jeg kommer til at savne mest« siger han.
