Fordi debatterne og enkelte byrødder er lidt farveløse, behøver byrådssalen ikke at være det.
I dag fremstår Fredericias byrådssal som en lidt støvet rest fra fortiden, uden varme, uden visuel karakter og uden blik for den kultur og historie, der gennemsyrer vores by. Gamle billeder på arkiv.dk afslører, at der i årtier stort set ikke er sket noget med rummets udtryk. Det kan vi gøre bedre.
Derfor foreslår jeg en opgradering af byrådssalen, ikke for pyntens skyld, men fordi vores demokrati fortjener bedre rammer. Salen skal være et sted, vi viser frem med stolthed, til gæster, skoleklasser, internationale delegationer og ikke mindst os selv som folkevalgte og som borgere i Fredericia.
Vi skal skabe et rum, der:
• Afspejler Fredericias historie og nutid
• Byder gæster velkommen med varme og værdighed
• Inspirerer til godt politisk arbejde
• Giver borgerne en grund til at være stolte
Fredericia skal ikke kun være en by, der regner i beton og budgetter, men også i æstetik, identitet og signalværdi. Byrådssalen er det demokratiske hjerte i kommunen. Det hjerte må gerne slå lidt varmere og se lidt pænere ud imens.
Jeg foreslår, at vi iværksætter projektet “Byrådssalen som spejl af byen”, hvor borgere, kunstnere og politikere sammen gentænker rummet. Ikke prangende, men værdigt, venligt og levende.
Her er nogle konkrete tiltag:
• Et smukt udfoldet Dannebrog bag borgmesteren, flankeret af et stilfuldt byvåben. Det signalerer respekt for demokratiet.
• Lokal kunst på væggene, inspireret af fæstningen, havnen og musiklivet med mulighed for rullende udstillinger.
• Varme lamper i stedet for koldt kontorlys og bedre akustik, så salen ikke længere lyder som en gymnastiksal i 1960’erne.
• Opdaterede møbler i dansk design, som forener komfort med æstetik. Farvel til billig laminat.
• Kreativ brug af historiske billeder og kort, der formidler byens udvikling og demokratiske tradition.
• En velkomststander med teksten: “Velkommen til Fredericias byråd” med QR-kode til en digital præsentation af salen, kunsten og byrådets arbejde.
Et løft kan realiseres for et overslag på 250.000–500.000 kr. afhængigt af ambitionsniveau. Med lokale kunstnere, håndværkere og støtte fra fonde og sponsorer kan vi få meget kvalitet for pengene, måske endda billigere.
Vi bør turde give demokratiet de rammer, det fortjener. Vi skal lave Fredericias byrådssal til et sted, man ikke bare sidder, men hører til.
Poul Rand, byrådskandidat for Liberal Alliance