POLITIK. Poul Rand er en mand, der sjældent tøver med at tage nye udfordringer op. Efter at have brugt flere år på at opbygge Liberal Alliances lokalorganisation i Fredericia er han nu klar til at slippe de organisatoriske tøjler for at koncentrere sig fuldt og helt om det politiske projekt frem mod kommunalvalget i 2025.

Det stod klart, da Liberal Alliance Fredericia for nylig afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor Rand overlod formandsposten til Brian Meppelink-Schmidt. Ved samme lejlighed trådte den daværende næstformand Helene Lykke også tilbage.

Når Poul Rand beskriver skiftet fra rollen som formand til kandidat, understreger han, at opgaven med organisationen er løst, og at det derfor føles naturligt nu at koncentrere sig fuldt ud om det politiske. Han pointerer, at fundamentet nu er lagt, og at tiden er moden til at tage næste skridt.

»Min opgave med at samle trådene organisatorisk i Fredericia er fuldført. Strukturen er på plads, medlemskredsen er vokset, og vi er politisk klar. Nu kan jeg med hele min energi koncentrere mig 100 procent, eller lad os være ærlige, 500 procent, om den politiske kamp for et friere, stærkere Fredericia,« siger Poul Rand.

At han i dag kan give slip på formandsposten til fordel for Brian Meppelink-Schmidt skyldes ifølge Rand først og fremmest, at den organisatoriske maskine nu er så velsmurt, at den kan køre videre uden hans daglige involvering.

»Jeg har det godt med det, fordi jeg efterlader en voksen, der kan klare sig selv, og så gør det mig ikke noget, at andre kører videre med den og udvikler den på deres måde. Man skal aldrig være bange for at lade andre kræfter og yngre kræfter komme til, hverken i et parti eller en virksomhed. Det er regel nummer et,« pointerer han.

Han erkender dog, at timingen for formandsskiftet kunne have været valgt mere optimalt. Beslutningen om at overlade posten burde være sket ved den ordinære generalforsamling blot en måned tidligere, siger Rand, for derved kunne man have undgået misforståelser og spørgsmål om et eventuelt kup.

»Det eneste, der irriterer mig ved det her, det var, at jeg ikke stillede posten til rådighed på den ordinære generalforsamling en måned før. For så kunne vi have sparet udgifterne til en ekstraordinær generalforsamling,« siger Poul Rand.

Han påpeger samtidig, at formandsskiftet ikke alene er et spørgsmål om en teknikalitet, men også en mulighed for ham til at styrke Liberal Alliances politiske profil. En styrkelse, han mener er nødvendig, hvis partiet skal gøre sig gældende i Fredericia ved det kommende valg.

»Førhen var jeg til møder i København, Esbjerg, Herslev, you name it, på mærkelige tidspunkter af døgnet. Det slipper jeg for nu, og det frigiver kræfter til, at jeg kan slå på det politiske plan. Dem, der troede, at jeg havde meget politisk fokus før, de bliver helt overrasket over, hvad der vil ske nu,« smiler Rand.

Rand, der i 2021 gik til valg nærmest som en enmandshær og måtte kæmpe hårdt for hver eneste stemme, ser nu med tilfredshed tilbage på en tid, hvor medlemstallet er steget fra de dengang 15 medlemmer til 81 medlemmer i dag. Her fremhæver han især den brede fordeling mellem unge medlemmer fra Liberal Alliances Ungdom og de mere erfarne kræfter.

»Vi har fået en fornuftig fordeling mellem unge og modne medlemmer. Det synes jeg er vigtigt. Så både fordelingen og den måde, vi er vokset på, er fornuftig. Det skammer jeg mig på ingen måde over,« understreger han.

Når Rand ser frem mod valget i 2025, lægger han stor vægt på, at Liberal Alliance står med en klar vision og tydelige politiske mål, som ifølge ham er noget, der aktuelt mangler i Fredericia Byråd.

»Hvis du ikke har en retning eller en vision, så skyder du bare med løse skud til højre og venstre. Og det er faktisk det, det nuværende byråd gør. De famler sig frem uden at have en klar politik eller et mål. Liberal Alliance har tre overordnede mærkesager, som alle kandidater står samlet om. Mine egne mærkesager er ældreområdet, byudvikling og bosætning. Vi skal kunne svare på, hvor Fredericia skal være om fem eller ti år, og hvordan vi kommer derhen,« siger Rand,der tilføjer, at han er endnu mere klar til den politiske del nu.

Han anerkender imens, at en ny formand som Brian Meppelink-Schmidt kan tilføre nye idéer og styrke organisationen endnu mere. Poul Rand ønsker ikke at konkretisere, hvad den nye formand præcist kan bidrage med, men ser frem til at se hans indsatser folde sig ud.

»Jeg kan ikke svare på andre menneskers evner og idéer, men nye folk giver nye idéer. Nu får vi måske tid til flere medlemsarrangementer og andre ting, som vi ikke rigtig har haft tid til i min periode,« siger han.

For Poul Rand personligt betyder overdragelsen af formandsposten, at han nu kan tage fat på en ny politisk opgave med ny energi og større overskud. Han lægger heller ikke skjul på, at det personligt føles rigtigt at slippe posten efter en periode, hvor meget er opnået.

»Jeg er stolt over, at vi har opbygget en organisation med mange medlemmer, og at Fredericia er kommet på Liberal Alliances landkort, og er et forbillede omkring. Vi kom fra ingenting, fra slagsmål i pressen og alt muligt andet, til at vi nu har ro på. Og netop det sidste, roen og stabiliteten, er vigtigst,« siger Rand.

Han slutter af med en karakteristisk bemærkning om, at Liberal Alliance går til valg med rene linjer og høj integritet.

»Liberal Alliance er ikke en ludervare. Vi holder det, vi lover,« siger han, mens han gør klar til næste runde i den politiske kamp.