Lørdag den 10. januar var der valgstemning i Fredericias gågade, da Maria Radoor, Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericiakredsen, mødte vælgerne ansigt til ansigt. Sammen med lokale partifæller var hun på gaden for at tale om betydningen af, at Fredericia igen får en repræsentant på Christiansborg.
Ifølge Socialdemokratiet blev det til mange samtaler med forbipasserende fredericianere, der – iført vinterjakker og huer – tog sig tid til at drøfte både lokale og nationale spørgsmål. Blandt de partifæller, der deltog i gågadeaktionen, var også tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen.
Maria Radoor har tidligere stillet op til Europa-Parlamentet, hvor hun ved det seneste valg opnåede 7.743 personlige stemmer. Det var blandt de højeste stemmetal for kandidater, der ikke blev valgt ind. På Socialdemokratiets generalforsamling i 2024 blev hun valgt som partiets folketingskandidat i Fredericiakredsen.
Hun er 39 år, uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab med speciale i global sundhed og er gift med Tommy og mor til to døtre. Hun har tidligere været selvstændig i seks år med virksomheden Zendoo, der havde afdelinger i både Fredericia og Kolding, og arbejder i dag hos Falck Quick Care i Vejle. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Red Barnet i Kolding og repræsentantskabsmedlem i EWII.
Ifølge Maria Radoor er det en række alvorlige samfundsudfordringer, der har fået hende til at søge politisk indflydelse.
»Når jeg ser på mine to piger, så bliver jeg oprigtigt bekymret for deres fremtid. Der er krig i Europa, og Rigsfællesskabet er truet. Abortrettigheder rulles flere steder tilbage. Der er en stor gruppe kvinder og børn i Danmark, der dagligt udsættes for negativ social kontrol. Vores børn og unge udsættes dagligt for vanvittigt indhold og vanedannende funktioner på de sociale medier. Mange af vores unge er ensomme og præget af angst. Og så står vi i verden over for både klimakrise, miljøkrise og biodiversitetskrise, der kræver politisk prioritering og handling,« siger hun.
Samtidig peger hun på, at Fredericia har særlige styrkepositioner, som ifølge hende bør have en stemme i Folketinget.
»Fredericia fortjener et folketingsmedlem, der kan tale vores sag, for eksempel når det gælder de områder, hvor vi står stærkt og har så meget at byde ind med nationalt – blandt andet den grønne omstilling og Forsvaret,« siger Maria Radoor.
Kredsformand for Socialdemokratiet i Fredericia, Karsten Cordtz, betegner hende som en kandidat med lokal forankring.
»Maria Radoor er en stærk folketingskandidat, der er i øjenhøjde med de fredericianske vælgere. Hun vil kunne sikre Fredericia en længe savnet plads i Folketinget,« siger han.
Socialdemokratiet oplyser, at partiet også fremover vil være synligt i bybilledet frem mod et kommende folketingsvalg.
