EVENTS. Fredag eftermiddag bliver der skruet helt op for festen, når Fredericia hylder byens Superliga-helte med en stor oprykningsfest, og hos Urbania Street Food er de også klar til at fejre oprykningen med et brag af en »Rød Fanzone«.

Urbanias Brian Løkkegaard, er ikke i tvivl om, at det bliver en eftermiddag i byens ånd og et brag af en fejring.

»Jamen, det der skal ske i morgen, er, at vi har oprykningsfest for vores fantastiske fodboldhold her i Fredericia, som er på vej i Superligaen,« fortæller Brian Løkkegaard først og uddyber:

»Dørene åbner allerede klokken 11.30, men det er fra klokken 13, vi for alvor sætter gang i festen, og det er dér, man skal komme ned og være med til at sætte stemningen i gang.«

Urbania har tidligere dannet ramme om flere store arrangementer, og fredag bliver ingen undtagelse, forklarer de. Et af dagens højdepunkter bliver også den lokale DJ Alexander Brown, kendt for hittet »Skub Til Taget«, der overtager pulten klokken 15.00.

»Hvis vejret tillader det, bliver det selvfølgelig udenfor, ellers rykker vi indendørs i tørvejr. Vi ved endnu ikke, om vi er heldige eller uheldige – det ser vi i morgen. Men der bliver i hvert fald endnu et løft opad i den rigtige stemningsretning med Alexander Brown på pladespilleren,« siger Brian Løkkegaard med et smil.

Når Alexander Brown efter en times tid slukker for musikken, bliver festen bestemt ikke mindre. Tværtimod samles alle fodboldfans nemlig til en fælles march mod Monjasa Park, hvor Fredericia spiller sæsonens sidste kamp mod Kolding IF.

På stadion fortsætter festen med gratis fadøl den første time, sponseret af Carlsberg, og masser af musik og stemning frem til kampstart klokken 18.30.

Fredericia fejrer oprykningen, og som Brian Løkkegaard fastslår:

»Vi følger med hele vejen hernede.«

Se videoen fra Urbania Street Food og få hele stemningen med: