BUSINESS. De fleste forbinder biografer med duften af popcorn, film i mørket og oplevelser på det store lærred. Men hos Panorama Biograferne ved Lillebælt har man for længst åbnet dørene for, at biografsalene kan bruges til meget andet end film. Det fortæller Helle Broen fra Panorama Biograferne, der har oplevet en stigende interesse for at bruge biografsalene til blandt andet møder, konferencer og produktpræsentationer.

»Mange tror, at vi kun viser film her i biografen, men vi bruger faktisk salene til rigtig mange andre ting. For eksempel er der mange, der synes, at det er et godt sted at holde en konference eller et møde, fordi alle kigger på det samme sted, og der er fuldt fokus på det, der foregår på lærredet,« siger Helle Broen.

Og netop muligheden for at holde publikums opmærksomhed fanget, kombineret med den gode komfort og tekniske kvalitet, gør biografen ideel som venue til forskellige arrangementer.

»Man har også mulighed for at lave en produktpræsentation her, hvor vi kan køre det op på lærredet, eller man kan vise en reklamefilm på den sidste nye bilmodel, som man kan præsentere for sine sælgere. Alt kan sådan set lade sig gøre rent teknisk. Vi elsker udfordringer, men vi kan også sørge for lidt forplejning undervejs,« forklarer Helle Broen.

Biografen oplever, at konceptet med at bruge salene på nye måder er blevet godt modtaget, og flere og flere får øjnene op for fordelene ved at præsentere produkter, holde konferencer eller gennemføre møder netop her.

Mulighederne er desuden blevet endnu lettere at få øje på efter, at Panorama Biograferne er blevet en del af Experience Fredericia. Det betyder, at biografens faciliteter nu bliver en integreret del af Fredericias brede palet af møde- og eventsteder.

Biografens faciliteter i Fredericia tæller fire moderne sale med plads til mellem 89 og 254 deltagere. Udover teknikken og den komfortable indretning, tilbyder biografen også forplejning og naturligvis biografklassikeren popcorn, hvilket skal gøre oplevelsen komplet. Panorama Biograferne har også tidligere haft flere profiler foran lærredet i forbindelse med deres egne særlige foredrag, som typisk ligger før eller efter en filmvisning.

Det er med andre ord ikke kun filmelskere, der har glæde af Panorama Biografernes bløde sæder, store lærreder og topmoderne teknik. Virksomheder og organisationer har også fået øjnene op for, hvordan en biograf kan bruges som kreativ ramme om alt fra konferencer og møder til produktvisninger.

For som Helle Broen understreger, handler det ikke bare om at se film. Panorama Biograferne elsker nye udfordringer og byder velkommen til alle slags arrangementer med høj komfort og et særligt twist.