TRAFIK. Det sidste halve år har trafikanter oplevet omfattende spærringer og omlægninger i forbindelse med ombygningen af motorvejens tilslutningsanlæg 61 ved Taulov. Nu melder Vejdirektoratet om flere åbninger, selvom arbejdet endnu ikke er afsluttet.
Fredag den 19. maj blev adgangen fra Dronningens Kvarter ud på motorvejen mod nord genåbnet. Det betyder, at erhvervslivet i området igen har lettere adgang til motorvejen. Samme dato åbnede også den sydøstlige tilkørselsrampe i tilslutningsanlæg 61. Denne rampe er dog kun åben for trafikanter, der kommer sydfra på Skærbækvej og foretager et højresving.
Frem til medio august vil den sydvestlige frakørselsrampe i anlæg 61 – fra Kolding mod Fyn – være lukket. Trafikanter skal i perioden benytte omkørsel via frakørsel 59 Fredericia.
På et informationsmøde den 21. maj informerede Vejdirektoratet yderligere om de sidste faser af projektet. Her blev følgende åbninger og lukninger særligt fremhævet:
- Tilkørsel sydøst (retning mod Fyn/Sjælland) er åben resten af projektperioden for højresvingende trafik fra syd.
- Frakørsel nordøst (fra Fyn/Sjælland) er åben frem til 23. juni, hvorefter den lukkes frem til ultimo juli. Herefter er den åben resten af projektperioden, dog kun med højresving (nordgående trafik).
- Tilkørsel nordøst (retning mod Kolding) er lukket frem til 11. august. Herefter åbnes den permanent for højresvingende trafik fra nordlig retning.
- Frakørsel sydøst (fra Kolding) er ligeledes lukket frem til 11. august, hvorefter den åbnes for højresvingende sydgående trafik.
Vejdirektoratet beklager de gener, som trafikomlægningerne medfører, og henstiller fortsat kraftigt til, at trafikanter benytter de skiltede omkørsler af hensyn til trafiksikkerheden og entreprenørens arbejdsmiljø.
Hele præsentationen fra informationsmødet kan ses på Vejdirektoratets hjemmeside.