Bosætnings- og Turismeudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia har efter en omfattende proces vedtaget en ny fælles politik for kultur, idræt og oplevelser. Politikken blev godkendt på et fælles udvalgsmøde den 10. januar og sendes nu videre til byrådet for endelig godkendelse. Den nye politik har fået en varm modtagelse og skaber et solidt fundament for at fremme Fredericias identitet som en kultur- og idrætsby med fokus på borgerinddragelse og samarbejde.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), fremhæver, at den omfattende borgerinddragelse har været central i udarbejdelsen af politikken. Over 1.100 inputs fra borgere er blevet indsamlet gennem møder, pop-up-arrangementer og spørgeskemaer. Tind beskriver det som en historisk proces:
– Vi har arbejdet målrettet på at udvikle en ny politik, der dækker kultur, idræt, bosætning og turisme. Det er virkelig et stort skridt, og noget jeg er meget stolt af. Borgerinddragelsen har været fantastisk og givet os et stærkt fundament at bygge videre på. Politikken er resultatet af en lang proces, hvor borgerne har haft en central rolle.
Tind peger også på politikken som et vigtigt skridt for Fredericia Kommune: – Den fokuserer på at styrke oplevelsesområdet, kunst- og kulturlivet, idrætslivet og frivilligt foreningsarbejde. Det er en god dag, hvor vi markerer afslutningen på et spændende arbejde og anbefaler, at byrådet støtter op.
Den nye politik danner grundlag for fire strategier, der skal udvikles over de kommende to år. I 2025 udarbejdes strategier for kunst og kultur samt bæredygtige talent- og breddemiljøer. I 2026 fokuseres der på kultur- og idrætsfaciliteter samt fællesskab, frivillighed og folkeoplysning. Strategierne vil sikre en balanceret udvikling, hvor ressourcer og politisk inddragelse prioriteres.
Susanne Eilersen (O), formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, understreger kulturens centrale rolle i Fredericias bosætnings- og turismestrategi. Ifølge Eilersen efterspørger folk både kulturelle og naturlige oplevelser, hvilket gør kulturpolitikken til en vigtig brik i kommunens udvikling:
– Kulturen spiller en central rolle. Den har betydning for turisme- og bosætningsstrategien. Mange borgere har givet tilbagemeldinger om, hvor vigtige kulturtilbud og natur er for dem. Derfor er det spændende at arbejde hen imod at gøre Fredericia til en kulturmetropol.
Eilersen ser politikken som et springbræt til at samle initiativer og samarbejde med forskellige interessenter: – Vi vil undersøge mulighederne for at skabe et stærkt kulturmiljø, der kan understøtte Fredericias udvikling som en kulturmetropol. Det kræver samarbejde med både lokale og eksterne kræfter.
Historisk borgerinddragelse og fremtidige ambitioner
Den historiske inddragelse af borgerne er noget, som begge udvalgsveteraner fremhæver som en nøgle til succes. Susanne Eilersen er imponeret over de mange input:
– Vi har fået over 1.100 tilbagemeldinger. Det er en historisk høj grad af borgerinddragelse. Det begyndte, da vi lavede sundhedspolitikken, og siden er vi blevet bedre til at inddrage folk. Når vi laver nye politikker, skal vi fortsætte med at sikre, at de er så borgerinddragende som muligt.