Ifølge TV 2 SPORT har KIF Kolding sikret sig signaturen fra både Thorsten Fries og Cornelius Kragh, to profiler med rødder i Fredericia Håndboldklub.

Nyheden om Thorsten Fries’ fremtidige klubskifte har længe været undervejs. Allerede i onsdags rapporterede AVISEN, at Fries var i KIF Koldings søgelys. Nu bekræfter TV 2 SPORT, at den nuværende FHK-målmand har underskrevet en aftale med KIF Kolding, som træder i kraft fra sommeren 2025. Fries, som har haft en stærk sæson i målet for FHK, ser ud til at have taget beslutningen om at forlade klubben da FHK angiveligt allerede har sikret sig norske Sander Heieren fra TTH Holstebro.

Men Fries er ikke den eneste tidligere FHK-spiller, som KIF Kolding har på radaren. Klubben har de seneste år målrettet bygget videre på en strategi om at hente erfarne spillere med fortid i Fredericia. Denne tilgang startede med Mathias Hedegaard og har siden set profiler som Kristian Stoklund og Emil Tellerup følge efter. Nu er det altså Thorsten Fries og Cornelius Kragh, som bliver de nyeste skud på stammen.

Cornelius Kragh, en rutineret spiller på 29 år, har også en fortid i FHK. Han spillede i klubben fra 2021 til 2022, inden han valgte at udnytte en klausul i sin kontrakt og skifte til den franske klub Dunkerque. Efter tre sæsoner i Frankrig vender han nu tilbage til Danmark, og KIF Kolding bliver hans næste destination. Dermed bliver KIF Kolding den femte danske ligaklub, som Kragh repræsenterer, efter tidligere at have spillet for Nordsjælland, Skjern, Skanderborg og senest FHK.

Sydavisen arbejder på en kommentar fra de to klubber.