På en aften, hvor Fredericia Håndboldklub allerede var med til at markere byens kommende 375-års fødselsdag, som først officielt falder mandag , og hvor den nederste del af den ene endetribune stod lukket under renovering, blev håndbolden alligevel spillet med den særlige klarhed, man kun ser, når to hold fra den nederste del af tabellen vidste præcis, hvad der stod på spil. Fredericia Håndboldklub gik ind til opgøret som nummer 12, Nordsjælland som nummer 11, og med gæsternes 31-26-sejr i det første indbyrdes opgør lå der en ekstra regnskabslinje under kampen: ikke bare to point, men også det indbyrdes overtag.

Det blev en kamp, hvor Fredericia i perioder skar Nordsjællands struktur op i små stykker i det etablerede spil, hvor Nordsjælland svarede igen med straffekast, 7 mod 6 og et hårdt pres på detaljerne, og hvor hjemmeholdet til sidst endte med at kontrollere det hele så tydeligt, at de kunne spille bolden rundt til stående applaus og lukke på 33-26 foran 1.315 tilskuere.

Allerede inden kampstart var der lagt et særligt lag ovenpå aftenen. Lyset blev slukket, lysshowet kørte, Nordsjælland kom på banen, og FHK-anfører Anders Kragh Martinussen gik roligt over mod fanklubben HK Ultras for at få sat gang i stemningen. Det var ikke store armbevægelser, men en markering af, at Fredericia havde brug for noget at læne sig ind i. Og da kampen gik i gang, var det netop trygheden og retningen, der manglede i torsdags, som pludselig var tilbage hos Sebastian Frandsen i målet. Han åbnede med en redning, og kort efter satte Adam Ljungquist kampens første mål ind. Den tidlige tone blev, at Fredericia ville igennem med tempo og gennembrud, mens Nordsjælland søgte deres egne gennembrud og stregen, men i de første minutter var det Frandsen, der bestemte, hvor hård kampen skulle være at spille.

Nordsjælland fik udlignet ved Carl-Emil Haunstrup på en returbold efter en Frandsen-redning, men Fredericia svarede ved at stjæle en bold og løbe Mads Kjeldgaard i kontraen til 3-1. Samtidig begyndte hjemmeholdet at ramme Nordsjælland, hvor det gjorde ondt: med et direkte og enkelt gennembrudsspil og med afslutninger, der kom, før gæsterne fik sat deres kontakt på. Anders Kragh Martinussen gik selv på gennembrud til 4-2, og da Nordsjælland allerede tidligt fik straffekast, startede en af kampens mest afgørende underhistorier. Først pillede Frandsen et straffekast fra Haunstrup efter seks minutter. Lidt senere fik Nordsjælland endnu en mulighed, og igen stod Frandsen i vejen, denne gang på afslutningen fra Jesper Dahl. Da Nordsjælland så omsider fik hul på bylden på straffe ved Dahl, blev det mere en påmindelse om, at de blev ved med at komme til linjen, end et tegn på, at de havde fundet et sikkert greb om kampen.

Fredericia byggede i stedet deres føring på variationen i tempo. Ljungquist scorede selv på et løb om bag Nordsjællands forsvar og blev ved med at være tydelig fra start, selv om han ikke startede inde i torsdags og ikke fik en stor rolle der. Kasper Palmar hamrede et projektil ind efter oplæg fra Ljungquist, og Kjeldgaard brød igen igennem og scorede. Undervejs kom den første udvisning til Fredericia, da Kjeldgaard fik to minutter efter 14 minutter, og Nordsjælland udnyttede overtallet ved Rasmus Madsbøll. Men Fredericia fandt hurtigt tilbage til deres rytme, og det blev en vigtig pointe i første halvleg: selv når Nordsjælland fik skubbet kampen over i special-situationer, gled Fredericia ikke ud af deres plan.

Det blev også en halvleg, hvor dommerlinjen fyldte i fortællingen, fordi den blev oplevet som ujævn. Der kom situationer, hvor Ljungquist blev puffet omkuld uden reaktion, hvor Jesper Houmark gik amok på sidelinjen, og hvor Nordsjælland fik et straffekast, der mest af alt lignede noget, kun dommerne kunne se. Nordsjælland levede ikke af at beklage sig; de levede af at blive ved med at få straffe. Og de blev ved. Madsbøll scorede sikkert på endnu et straffekast, og det var i den fase, gæsterne gik i 7 mod 6 efter 20 minutter, efter en timeout, for at presse Fredericia til at tage svære valg i defensiven.

Fredericias svar blev dobbeltsidet. På den ene side blev de ved med at score i det etablerede spil, og på et tidspunkt havde de Nordsjælland under pres, hvor hjemmeholdet i perioder fik åbnet gæsternes defensiv. Martin Bisgaard kom på pletten flere gange, blandt andet på fløjen efter assist fra Anders Kragh Martinussen, og senere blev han sat helt fri af Moberg og scorede. På den anden side kom Fredericia også ud i de sekvenser, der skabte uro, og hvor man mærkede, at kampen stadig var tæt. Evgeni Pevnov brændte helt fri efter ni minutter, og senere brændte Kjeldgaard i paraden, hvorefter Anders Kragh Martinussen blev udvist i returløbet, samtidig med at August Storbugt scorede på kontra. Det lignede et helt regulært returløb, og det blev en af de situationer, der fik hjemmeholdet til at spille med en lille smule ekstra kant i resten af halvlegen.

Midt i det hele stod Frandsen som en konstant. Han reddede også Nordsjællands tredje straffekast i første halvleg, og det tvang gæsterne til at finde løsninger andre steder. De fandt dem på stregen ved Tim Rantala, på kontra ved Storbugt og på gennembrud, men Fredericia havde stadig det klare overtag i spillet fem mod seks og seks mod seks. De fik også udlignet i udvisningsregnskabet omkring 25 minutter, hvor Pevnov trak et straffekast og samtidig en udvisning til Julius Mørch, mens Matias Campbell kort efter selv fik en udvisning. Ljungquist tog straffekastet og bankede det ind, og det føltes som et øjeblik, hvor Fredericia havde chancen for at trække endnu mere fra.

Det lykkedes delvist, men ikke helt. Houmark tog timeout efter 27 minutter, og efter et forløb, hvor Madsbøll stod for en teknisk flot scoring og senere studsede bolden over mål, endte halvlegen med endnu et straffekast til gæsterne i sidste sekund. Madsbøll eksekverede igen sikkert, og ved pausen stod der 17-14, samtidig med at det blev noteret, at det var gæsternes sjette straffekast i første halvleg. Fredericia havde spillet bedst i perioder, men Nordsjælland havde holdt sig inde i kampen ved at gøre den til en kamp om linjen og dommerkendelserne.

Anden halvleg startede som en test af Fredericias stabilitet. Kasper Young var kommet ind på højre fløj, men hjemmeholdet kom ikke ud fra kabinen med samme skarphed. Mads Kjeldgaard fik en skidt start med en brændt helt fri afslutning, og kort efter fumlede han bolden væk. Nordsjælland udlignede efter 34 minutter, og pludselig føltes kampen åben igen. Konsekvensen blev, at Adam Ljungquist erstattede Kjeldgaard i angrebet. Det var et tydeligt taktisk greb midt i et momentumskift, og det var også her, Fredericia begyndte at vinde kampen i kampen: de justerede, før usikkerheden fik lov at brede sig.

Det næste nøglepunkt kom ved 36 minutter, hvor Nordsjælland fik endnu et straffekast. Denne gang var det ikke Frandsen, men Sander Heieren, der kom ind og reddede afslutningen fra Rasmus Madsbøll. Det var en lille scene, men stor i betydning: Fredericia fik et stop på et tidspunkt, hvor alt pegede mod, at Nordsjælland kunne sætte sig på anden halvleg. I stedet scorede Fredericia tre i træk, og det var en af de passager, hvor kampen tippede. Kasper Young scorede, William Moberg satte den næste ind, og Fredericia fik luft. Det var ikke tilfældigt; det hang sammen med, at Fredericia igen fik flyttet kampen over i gennembrud og hurtige afslutninger, mens Nordsjælland blev presset til at spille mere på ydersiden.

Samtidig begyndte dramatikken at tage en ny form, fordi den både handlede om spillet og om dommerne. Der var en situation omkring 41 minutter, hvor hallen skreg på rødt, da Pelle Segertoft trak et straffekast, men dommerne nøjedes med en to minutters udvisning til August Storbugt. Ljungquist scorede sikkert på straffe, og Fredericia gik op i 23-18. Det var i den periode, Anders Kragh Martinussen scorede i overtallet, og hvor Fredericia så ud til at være i gang med at lukke kampen. Nordsjælland reducerede ved Nikolaj Larsson fra en næsten umulig vinkel, men det ændrede ikke hovedlinjen: Fredericia havde fået kontrol over tempoet igen, og de fik stoppet Nordsjællands forsøg på at gøre kampen kaotisk.

Der var dog kaos, og det kom også fra fløjten. Der opstod en helt bemærkelsesværdig situation, hvor dommerne fløjtede direkte imod hinanden: den ene tildelte Fredericia bolden, den anden dømte frikast til Nordsjælland, og det endte med, at gæsterne beholdt bolden. Den slags øjeblikke kunne trække luften ud af et hold, men Fredericia blev ved med at spille. Der kom også en situation, hvor Pevnov afsluttede og brændte, mens en Nordsjælland-spiller stod i feltet, uden at der blev dømt noget, hvorefter Nordsjælland reducerede ved Martin Theter Jensen. Og tidligere i halvlegen blev Kjeldgaard flået omkuld i afslutningen og brændte, uden at der blev dømt straffe. Det var en kamp, hvor begge hold flere gange måtte forholde sig til, at de ikke fik det, de forventede.

Alligevel var det Fredericia, der i højere grad formåede at omsætte irritationen til energi i spillet. Det blev nærmest illustreret i en sekvens ved 56 minutter, som blev beskrevet som ren champagnebold: Bisgaard blev spillet fri på fløjen, men i stedet for at afslutte hoppede han ind over og lagde bolden i et lille vip til Anders Kragh Martinussen, der scorede. Det var både selvtillid og klarsyn i samme bevægelse, og det kom på et tidspunkt, hvor Nordsjælland ellers forsøgte at hænge fast ved at arbejde med 7 mod 6 og med deres sidste timeout.

I den afsluttende fase blev det også tydeligt, at regnestykket om de indbyrdes opgør lå under overfladen. Det blev slået fast, at hvert mål talte. Nordsjælland havde vundet det omvendte opgør med 31-26, og da stillingen i slutningen stod 31-25 til Fredericia, var der stadig noget at spille for. Fredericia reagerede ikke ved at skynde sig. De reagerede ved at styre. De gik selv i 7 mod 6, tog timeout og spillede med bevidsthed om, at to point ikke var det eneste, der kunne vippes på plads i de sidste minutter. Young scorede efter et boldtyveri, og Fredericia fik sat det sidste tryk på kampen. Da slutfløjtet lød på 33-26, havde Fredericia både sejren og det, der blev noteret til sidst: de var bedst i de indbyrdes opgør og kunne sætte to vigtige point på kontoen.

Perspektivet stod derfor tydeligt uden at skulle gå uden for noterne. To hold fra den nederste del af tabellen mødtes med lige præcis den tyngde, sådan en kamp havde, og Fredericia fik ikke bare afstand til Nordsjælland på selve aftenen; de fik også den ekstra sikkerhed, der lå i at kunne se på de indbyrdes opgør med et bedre facit. Og de gjorde det uden Mads Thymann, der var ude med skade, og med en målmandspræstation, der satte sig i kampens skelet: Frandsen åbnede med at redde straffekast og langskud, Heieren kom ind og pillede et straffekast i en fase, hvor kampen var ved at tippe, og resten af holdet byggede ovenpå med gennembrud, kontrascoringer og en afslutning, hvor de spillede med ro nok til at lade bolden gå rundt, til det hele var lukket.