
Reinier Taboada, en af Fredericia Håndboldklubs største profiler, er på vej til at forlade klubben til fordel for den portugisiske storklub Benfica. Dette erfarer Fredericia AVISEN.
Taboada, der har sat et stort aftryk i FHK siden Gudmundur Gudmundssons ankomst som træner i sommeren 2022, er blevet en af ligaens bedste venstre backs og har i denne sæson været en af klubbens bærende spillere.
Med 100 mål i de første 19 ligakampe er Taboada den ottendemest scorende spiller i ligaen, selvom han ikke tager straffekast. Udelukkende baseret på mål fra spillet er han den femtemest scorende spiller i ligaen, hvilket vidner om hans offensive styrke og målnæse. Hans imponerende statistik har gjort ham til en af de mest eftertragtede spillere i ligaen.
Fredericia Håndboldklub har i længere tid ønsket at forlænge aftalen med Taboada, og der har været dialog mellem parterne i efteråret 2024. Begge parter var oprindeligt indstillet på at fortsætte samarbejdet, men der er opstået komplikationer, der nu gør det tydeligt, at en forlængelse ikke vil blive en realitet.
Ifølge Fredericia AVISEN har flere udenlandske klubber haft øje på Taboada, og rygterne har nævnt både Kiel og Paris som mulige destinationer. Det bliver dog ingen af de to nævnte klubber, der fremover får glæde af Reinier Taboada. I stedet går turen til Benfica, der har markeret sig som en af de stærkeste klubber i portugisisk håndbold.
I de senere år har portugisisk håndbold oplevet vækst, især på ungdomsfronten, og landets landshold markerede sig kraftigt under den netop afsluttede VM-slutrunde, hvor Portugal nåede semifinalen, men måtte se sig slået af Danmark. På klubniveau er det de tre storklubber Benfica, Sporting og Porto, der dominerer, og de nyder godt af den økonomiske ballast fra deres mere prominente fodboldklubber, som giver dem et økonomisk forspring og stor opbakning fra deres passionerede fanbaser.
Nu tyder det på, at Reinier Taboada, der har en fortid i blandt andet Eurofarm Pelister, fremover skal slå sine folder i Benfica, hvor han blandt andet vil blive holdkammerater med den islandske landsholdsfløj Stiven Valencia og den portugisiske landsholdskeeper Gustavo Capdeville.
Fredericia AVISEN har forholdt FHK-direktør Thomas Renneberg-Larsen til oplysningerne, men han ønsker ikke at kommentere på sagen.