SPORT. Når Fredericia Håndboldklub lørdag klokken 16:00 løber på banen i Djurslands Bank Arena i Aarhus mod Skanderborg AGF, er det med visheden om, at ét enkelt point vil sikre klubben tredjepladsen i ligaens grundspil. Dermed er missionen klar for FHK: De skal som minimum have uafgjort med hjem for at sikre sig det optimale udgangspunkt før det kommende slutspil.

Der er nemlig store fordele ved at ende på tredjepladsen. Ud over at være sikret europæisk håndbold i næste sæson, vil FHK tage et point med ind i slutspillet og undgå Aalborg i den kommende slutspilspulje. Et gensyn med GOG, som netop blev slået overbevisende med 28-20 i midtugen, vil derimod være scenariet, hvis Fredericia fastholder sin nuværende placering.

Netop onsdagens sejr mod GOG har givet Fredericia-spillerne et afgørende rygstød, og holdene kommer ind til kampen med to vidt forskellige oplevelser i bagagen. Skanderborg AGF tabte overraskende i midtugen til bundholdet TMS Ringsted, mens FHK med deres stærke præstation mod GOG beviste, at de er klar til de afgørende kampe.

FHK-målmand Thorsten Fries stod en imponerende kamp mod GOG med en redningsprocent på 41,2%, og netop dén præstation har givet holdet masser af tro på egne evner. Til FHK’s hjemmeside siger Fries:

»Det momentum, vi fik skabt mod GOG, betyder selvfølgelig sindssygt meget. Det giver en kæmpe tro på vores egne evner og på vores spil.«

Thorsten Fries ved dog godt, at kampen mod Skanderborg AGF langt fra bliver nem:

»Kampen bliver svær og tæt, som vores kampe mod SAH har tendens til at være. De har et utroligt komplet hold og har nok været et af ligaens stærkeste efter jul. Så det bliver en kæmpe opgave, men hvis vi leverer som mod GOG, er det slet ikke urealistisk, at vi kan tage point med tilbage til Fredericia,« siger Fries til FHK’s hjemmeside.

Hvis det mod forventning ender med et nederlag, bliver situationen dog mere kompliceret for FHK. Placeringen vil i så fald afhænge af resultaterne mellem Bjerringbro-Silkeborg og Grindsted, samt GOG og Mors-Thy. Uanset udfaldet kan FHK dog højst ende som nummer fire, hvis Skanderborg AGF snupper begge point lørdag eftermiddag.

Dermed står FHK’s mission krystalklar før lørdagens afgørende kamp: minimum uafgjort mod Skanderborg AGF. Hvis dét lykkes, vil klubben gå ind i slutspillet med det bedst mulige udgangspunkt og sikre sig muligheden for europæiske eventyr næste sæson.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her