SPORT. FC Fredericia kæmpede sig til en sejr på udebane mod Esbjerg, og efter kampen gik snakken naturligvis på Superliga, men fredericianerne holde begge ben solidt plantet på jorden.

FC Fredericia tog tirsdag aften et stort skridt mod Superligaen med en vigtig 2-0-sejr på udebane mod Esbjerg. På trods af resultatet, var cheftræner Michael Hansen ikke enig i, at kampen var så kontrolleret, som cifrene kunne indikere.

»Nej, det synes jeg faktisk ikke, det var. Jeg synes, det var en åben kamp. Det var en god slagveksling til begge sider, men jeg vil ikke sige, at vi var i kontrol. Det var en kamp, hvor der var mange fejl på begge sider. Man kan sige, at mål afgør jo fodboldkampe, og der var vi heldige og gode og glade for, at det var os, der scorede,« siger Michael Hansen.

Han fremhævede i stedet holdets evne til at holde sammen, da kampen blev vanskelig.

»Det, jeg er mest glad for egentlig, det er jo, at når vi nu har en svær kamp i dag, så oplever jeg et hold, der står sammen, og et hold, der hjælper hinanden og godt ved, at okay, det er her, vi er i dag, så det er de her ting, vi skal have trykket på. Det er jeg glad for. Jeg synes, vi bliver bedre, når vi skifter ud. Jeg synes, at alle arbejder lidt i samme retning, og det kendetegner os lige nu,« fortsætter cheftræneren.

Sejren betyder samtidig, at FC Fredericia nu er syv point foran AC Horsens på tredjepladsen. Dermed er holdet et markant skridt tættere på oprykningen til Superligaen. Michael Hansen erkender, at sejren er vigtig, men slår samtidig koldt vand i blodet, når det gælder snakken om oprykning:

»Sejren er selvfølgelig vigtig hver gang, vi vinder en kamp, og vi kommer en runde længere hen, så er vi jo tættere på. Men vi ved jo også, at ting går lidt hurtigt. Folk udefra kan jo godt se, at det er en stor afstand, der er lige nu, men vi ved bare, hvor hurtigt det kan gå, så vi bliver nødt til at lukke os ind lidt og fokusere på det, vi kan gøre noget ved, og så må vi komme ud med de store ord, hvis det skulle lykkes på et eller andet tidspunkt.«

Moses Opondo sikrede sejren med en flot scoring på en kontra, og netop det mål blev også afgørende for Michael Hansens oplevelse af kampen.

»Den var nødvendig, fordi den 2-0-scoring lukkede kampen. Den ventede vi på. Den var vi lidt glade for og var med til at gøre. Det er også det, jeg mener med måden, vi får håndteret det her på. Så kommer der en enkelt spiller og afgør kampen, og vores målmand har en fantastisk redning lidt før. Super holdindsats, hvor nogle af de her små spidsting lykkedes for os i dag,« slutter Michael Hansen.

Med sejren cementerede FC Fredericia andenpladsen i NordicBet Ligaen, hvor oprykningen nu synes tættere på end nogensinde.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her