FC Fredericia tabte stort i test mod Viborg

0

SPORT. FC Fredericia fik en hård lektion, da holdet lørdag spillede træningskamp mod Superliga-kollegerne fra Viborg F.F. på Monjasa Park. Kampen sluttede med et ydmygende nederlag på 7-1 til hjemmeholdet, selvom fredericianerne faktisk kom foran tidligt i opgøret på en scoring af Gustav Marcussen.

Derefter overtog Viborg kontrollen og så sig ikke tilbage. Den lange træningskamp blev spillet over 120 minutter opdelt i intervaller på 45, 15, 45 og 15 minutter, og begge hold foretog mange udskiftninger undervejs.

Cheftræner Michael Hansen var efter kampen klar i mælet og lagde ikke skjul på, at resultatet var tungt at sluge:

»Resultatet hænger selvfølgelig over én, specielt når det bliver så stort som i dag. Vi havde håbet på et andet udfald, men på den anden side er det præcis det her, vi skal bruge testkampene til. Vi fik testet os mod kvalitet og fik vigtige svar, som vi skal arbejde videre med. Vores primære mål er at lære af de her kampe, både under selve kampen og frem mod næste udfordring, så vi bliver så klar som muligt til Superligaen. Vi må tage nederlaget som de mænd, vi skal være, for det handler om at blive stærkere af modgangen. Det er nu, vi skal vise karakter.«

Han erkendte også, at mange af de mål, Viborg scorede, skyldtes store og dyre fejl, som skal elimineres inden sæsonstarten:

»Meget af det handler om, at vi selv giver noget væk. Vi begår virkelig store fejl, der alt for nemt fører til mål imod. Det er klart noget, vi skal kigge på og forbedre hurtigt. Vi kan se, at de små ting straffes langt hårdere i Superligaen, end vi måske er vant til. Omvendt kunne vi også selv have scoret flere mål, specielt inden det blev 6 og 7, hvor vi misser to friløbere. Det viser bare, hvor afgørende skarpheden i begge felter er, og det bliver en vigtig læring for os.«

Trods det store nederlag insisterer Michael Hansen på at se positivt på holdets samlede udvikling:

»Jeg synes faktisk, vi er der, hvor vi forventede at være på nuværende tidspunkt. Vi er en sammentømret enhed, der har en klar idé om, hvad vi vil, og hvad vi skal. Nu handler det om at lære nuancerne og kravene på det her niveau. Kampen mod Viborg var en hård, men nødvendig test, som viste os, hvor vi skal lægge vores fokus. Vi har stadig to testkampe tilbage, inden det går løs i Superligaen, og vi skal blive bedre kamp for kamp. Vi er i en læringsproces, og i dag fik vi virkelig noget at arbejde med.«