SPORT. FC Fredericia opruster i defensiven og kan nu præsentere en spændende ny spiller: 19-årige Malthe Riis Ladefoged, der kommer til fra Næsby Boldklub.
Trods sin unge alder har Malthe Riis Ladefoged allerede solid erfaring med cirka 50 divisionskampe bag sig. Han var gennem hele den seneste sæson fast mand på fynboernes hold i 3. division, hvor han imponerede med både fysik og fart.
Cheftræner Michael Hansen glæder sig over tilgangen af det talentfulde forsvarshåb:
»Malthe er en ung og meget talentfuld spiller, som allerede har opbygget god erfaring på seniorniveau. Han er fysisk stærk, hurtig, og god til at dække store områder på banen. Samtidig er han utrolig ambitiøs og kommer ind med stor vilje til at gøre en forskel for holdet – både på og uden for banen. Vi ser stort potentiale i ham og glæder os til at hjælpe ham med at tage næste skridt i sin udvikling, så han på sigt kan blive en spiller på Superliga-niveau.«
På grund af en lidt senere sæsonafslutning i 3. division får Malthe Riis Ladefoged lidt ekstra ferie og støder derfor først til truppen på Vestre Ringvej den 5. juli. Her spiller FC Fredericia træningskamp mod Viborg FF på Monjasa Park, hvor tilskuere er velkomne til at få et første kig på det nye forsvarstalent.
Malthe Riis Ladefoged har skrevet kontrakt med FC Fredericia frem til sommeren 2028.