
SPORT. FC Fredericia styrker midtbanen med en markant tilgang, idet klubben mandag kunne præsentere Andreas Pyndt som ny spiller på en lejeaftale fra svenske IK Sirius. Den tidligere ungdomslandsholdsspiller er hentet ind for hele sæsonen 2025/26.
24-årige Pyndt har trods sin unge alder allerede samlet stor erfaring fra både 3F Superligaen og den svenske Allsvenskan, hvor han har repræsenteret både IFK Göteborg og IK Sirius. Derudover har han erfaring fra europæiske turneringer. Midtbanespilleren er oprindeligt skolet i Brøndby Masterclass og har desuden tidligere været en del af Silkeborg IF. Hans helt store gennembrud kom dog i Hvidovre IF, hvor han i sæsonen 2022/23 var en afgørende faktor bag klubbens historiske oprykning til 3F Superliga med talrige assists og offensivt præg.
Direktør og sportslig ansvarlig i FC Fredericia, Stig Pedersen, er begejstret for tilgangen:
»Andreas er en stærk tilføjelse. Han har et stærkt udgangspunkt med en god fodboldopdragelse, og så har han vist at han kan begå sig på højt niveau – både nationalt og internationalt. Vi ser frem til at se hvordan Andreas kan bidrage både på og udenfor banen,« udtaler han.
Andreas Pyndt selv ser frem til udfordringen og glæder sig til at komme i gang med projektet i Fredericia:
»Jeg er rigtig glad for at være blevet en del af FC Fredericia. Klubben står midt i et spændende projekt, og med den flotte oprykning i bagagen var det et oplagt valg for mig. Jeg kunne hurtigt mærke, at der er en klar retning og store ambitioner, og det ville jeg rigtig gerne være med til at bidrage til.«
Han peger selv på sin erfaring som et vigtigt bidrag til holdet:
»Jeg kommer med erfaring fra både Superligaen og Allsvenskan, og jeg håber, at jeg kan bidrage med ro og kvalitet på bolden. Jeg vil gerne tage ansvar i spillet og være med til at sætte mine medspillere i scene – både i opbygningen og de afgørende situationer. Jeg glæder mig til at komme i gang og gøre mit til, at vi som hold kan bygge videre på det stærke fundament, der allerede er lagt,« siger hovedpersonen.
Andreas Pyndt havde allerede mandag sin første træning med holdet.
