Flere personer i Sydøstjyllands politikreds er det seneste døgn blevet ofre for en svindelmetode, hvor personer udgiver sig for at være bankansatte. Svindlerne lokker betalingskort og pinkoder fra deres ofre og har taget både kort, smykker og kontanter med sig. Politiet opfordrer til øget årvågenhed.

Sydøstjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om svindel i områderne Grindsted og Vorbasse. Fremgangsmåden er simpel, men effektiv. En person ringer og præsenterer sig som en medarbejder fra en bank, der påstår, at ofrets betalingskort er blevet misbrugt. Kort efter dukker en “bankrepræsentant” op på adressen for at hente kortet – sammen med pinkoden.

Advarsel fra politiet

– Vi kan simpelthen ikke sige det nok gange: Giv aldrig dine personlige oplysninger som koder og MitID til andre, og udlevér aldrig betalingskort, kontanter eller værdigenstande til fremmede, siger politikommissær Jesper Julian Christensen, der leder Det Kriminalpræventive Sekretariat i Sydøstjyllands Politi.

Han understreger, at banker aldrig vil bede kunder om at udlevere kort eller koder på denne måde.

Forebyggelse mod svindel

Politiet anbefaler flere tiltag for at undgå at blive kontaktet af svindlere. Blandt andet kan et udeladt nummer hos teleselskabet gøre det sværere for svindlere at finde kontaktoplysninger på nettet. Det betyder, at navn, adresse og telefonnummer ikke længere vil være synlige på tjenester som Krak.

– En af de måder, svindlerne kommer i kontakt med deres ofre på, er ved at slå deres navn, adresse og telefonnummer op på nettet. Derfor kan man forebygge overhovedet at blive kontaktet af de kriminelle ved at få udeladt nummer hos ens teleselskab.

Det er særligt ældre borgere, som er i risikogruppen, og her opfordrer Jesper Julian Christensen til, at pårørende hjælper med at beskytte dem mod at blive ofre for denne type kriminalitet.

– Selvom alle kan blive snydt, så ser vi, at det særligt er vores ældre medborgere, det går ud over. Så hjælp dine forældre og andre ældre bekendte med at gøre deres kontaktoplysninger mindre tilgængelige på nettet, så de kriminelle får sværere ved at kontakte dem til at begynde med, afslutter politikommisæren.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her