KULTUR. Middelfart Sparekasse har igen i år åbnet for midlerne i Fællesskabspuljen, og støtten når bredt ud i det lokale foreningsliv. Blandt modtagerne er Middelfart Musikskole Støtteforening, som har modtaget 20.000 kroner til arbejdet med at bakke op om musikskolens børn og unge.
For formand Zania Kaas er bevillingen både en anerkendelse og en sjælden mulighed for at gøre noget ekstra. »Det er en pæn donation, især fordi der ikke er nogen betingelser. Tit, når man får støtte, følger der også krav om reklame eller andet med. Her er der no strings attached,« siger hun med et smil.
Frihed til at gøre noget godt
Friheden vægter højt for støtteforeningen, som arbejder for at skabe rammer og oplevelser, der kommer alle musikskolens elever til gode. »Det er en ære at få sådan nogle penge, som vi kan bruge på at gøre noget godt for børnene,« siger Zania Kaas.
Bevillingen blev kort drøftet på et nyligt bestyrelsesmøde, men der er endnu ikke truffet en endelig beslutning om, hvad pengene konkret skal bruges til. »Vi har enormt mange arrangementer lige rundt om hjørnet, så vi ligger lidt og ulmer over, hvad det skal være. Det skal være noget godt og noget, der giver mening,« fortæller hun.
Rørt over opbakningen
Også på Middelfart Musikskole vækker støtten til støtteforeningen stor glæde. Musikskoleleder Morten Andersen fortæller, at bevillingen er blevet modtaget med både begejstring og eftertænksomhed. »Vi har glædet os til at modtage prisen, og vi har faktisk været lidt rørte over det. Det er dejligt at opleve, at nogen har fået øje på os og det arbejde, der bliver lagt her,« siger han.
For Morten Andersen hænger støtten tæt sammen med det frivillige engagement omkring musikskolen – særligt arbejdet i støtteforeningen. »Jeg er simpelthen så taknemmelig for de frivilliges indsats i støtteforeningen. De understøtter os på bedste vis og er med til at skabe muligheder, som rækker ud over den daglige drift.«
Støtten fra Middelfart Sparekasse er fortsat helt ny, og indtil videre er det primært bestyrelsen, der har haft nyheden tæt inde på livet. Men følelsen går igen. »Der er helt sikkert både glæde og taknemmelighed fra vores side,« slutter Zania Kaas.
Med bevillingen fra Fællesskabspuljen har Middelfart Musikskole Støtteforening nu bedre mulighed for at give noget tilbage til de børn og unge, der hver uge fylder lokalerne med musik – og for at skabe fælles oplevelser.










