
TRAFIK. Efter et halvt år med spærringer og omkørsler i og omkring Taulov kan trafikanterne nu se frem til mere normale forhold. Fredag den 8. august åbner den sidste rampe i det nye tilslutningsanlæg 61, den frakørselsrampe, der fører trafikken fra Kolding og ned i rundkørslen. Dermed er alle fire ramper i anlægget igen åbne.
»Det har ikke været nemt at være trafikant i området siden årsskiftet, og vi har trukket veksler på tålmodigheden med de mange spærringer, som ombygningen har krævet. Nu er vi kommet så langt, at vi kan åbne for frakørselsrampen fra Kolding, og dermed er alle fire ramper åbne,« lyder det fra Ditte Bøgh Asaa, som har haft ansvar for projektet.
Selv om de største trafikændringer nu er ovre, er projektet endnu ikke helt færdigt. Broen over motorvejen ved Skærbækvej vil fortsat være spærret frem til november 2025. Det betyder, at der stadig vil være mindre omkørsler afhængigt af retningen mod Skærbæk eller Fredericia.

Indtil åbningen af hele anlægget er der travlhed med de sidste opgaver. Det gælder blandt andet anlæg af cykelsti og teknisk arbejde på broen.
»Frem til åbningen har vi travlt med at etablere cykelsti og omisolere broen. Og så er der finisharbejder såsom såning af græs og urteblandinger og øvrige biodiversitetstiltag. En vigtig opgave i den kommende tid er at etablere heller, så vi visuelt leder trafikanterne igennem det nye anlæg og leder dem i den rigtige retning,« fortæller Ditte Bøgh Asaa.
Senere vil der også blive lagt nyt slidlag i de kommunale kryds ved Dronningens Kvarter og Europavej. Det arbejde vil medføre kortvarige spærringer, men tidspunktet er endnu ikke meldt ud.
Når alt står færdigt, vil tilslutningsanlægget være ombygget til et såkaldt dynamisk ruderanlæg, som er en løsning, hvor venstresvingende bilister ikke skal holde tilbage for modkørende, men ledes gennem krydset på en måde, der minder om højresving.
Anlægget ved Taulov bliver det andet af sin slags i Danmark og det første, der samtidig er udstyret med cykelsti. Hele projektet forventes afsluttet i november 2025.