SPORT. Der var store smil og stolte øjeblikke, da Erritsø GIF Rugby lørdag kunne rejse hjem fra Odense med både guld og sølv i bagagen. Ved Danmarksmesterskaberne i 7-a-side rugby – bedre kendt som Sevens – skrev klubben historie, da U18-herrerne for første gang nogensinde sikrede sig DM-guld, mens klubbens nyopstartede kvindehold imponerede med en sølvmedalje.

Dermed blev det en rugbylørdag, som ingen i Erritsø vil glemme foreløbig.

Ungdomsansvarlig Jan ’Bubsi’ Nielsen lægger ikke skjul på sin glæde. »Jeg er utrolig stolt af vores unge spillere, som med hårdt arbejde har nået denne milepæl,« siger han.

Også næstformand Henrik ’Fjuter’ Jørgensen, der selv spillede med herrerne, glæder sig over klubbens udvikling. »Det er et kæmpe skridt for vores klub – både for ungdommen og for kvindernes comeback,« siger han.

Festdag i Odense

DM Sevens 2025 blev spillet hos RC Odense, der samtidig markerede sit 45-års jubilæum. Sammen med Rugby Danmarks 75-års jubilæum gav det en ekstra festlig ramme om medaljerne, da både U18-holdet og kvinderne kunne lade sig hylde.

Hos kvinderne gik guldet til CSR-Nanok, mens herrernes Danmarksmesterskab blev vundet af RK Speed. Erritsø GIFs herrer endte på en sjetteplads i deres række.

Kvinderne tilbage efter 13 år

At Erritsø nu igen har et kvindehold i turneringsrugby for første gang siden 2012, blev markeret på fornemmeste vis med en DM-sølvmedalje. Holdet blev gendannet tidligere i år og har allerede vist, at satsningen bærer frugt.

Nye rugbyoplevelser i Erritsø

De nykårede U18-mestre og kvindernes sølvhold bliver senere på efteråret hyldet på hjemmebanen i Erritsø. Allerede lørdag den 13. september er der dog igen rugby på Snaremosevej, når Erritsø GIF er vært for et stort børne- og ungestævne, samtidig med at klubbens herrer møder københavnske Exiles i 2. division.