RUGBY: I sidste runde af Grundspillet Vest 2025 skulle Erritsø GIF Rugby i lørdagens opgogør hjemme mod topholdet Aarhus Rugbyklub hente point for at være sikre på at undgå sidstepladsen. Det lykkedes ikke – og så alligevel. For i den tætte stilling fik den lokale rugbyklub hjælp fra Nordjylland. Aalborg RK spillede samtidig hjemme mod Odder RK, og nordjyderne sikrede med en klar sejr på 59-14, at Erritsø undgik at ende sidst.

Erritsø startede ellers bedst i kampen mod Aarhus. Allerede efter fire minutter blev backen Sebastian Thøgersen spillet fri og bragte hjemmeholdet foran. Flyhalf Thor Maigaard Steendahl konverterede sikkert til 7-0. Men gæsterne fra Aarhus svarede hurtigt igen. Efter 14 minutter reducerede Aarhus først på straffe, og blot fire minutter senere kom de foran 8-7. Inden pausen nåede Aarhus at øge føringen med to yderligere scoringer, inden Thor Steendahl reducerede for Erritsø med et straffe til pausestillingen 10-20.

Også i anden halvleg kom hjemmeholdet godt ud fra start. Efter massivt pres mod gæsternes mål lå bolden pludselig for fødderne af propforward Nicolai »Brumme« Lykkegaard i en løs klynge. Resolut samlede han bolden op, kastede sig ind over mållinjen og fik trykket bolden ned i græsset mellem gæsternes spillere. Dermed stod det 15-20.

Tættere på kom Erritsø dog ikke. Aarhus svarede hurtigt tilbage og øgede til 15-32 efter 65 minutters spil. Hjemmeholdet gravede dog dybt, og Sebastian Thøgersen opsøgte kort efter en løs bold, sparkede den fremad og kastede sig på den i gæsternes scoringsfelt. Thor Steendahl konverterede efterfølgende til 22-32. Med ti minutter tilbage øjnede Erritsø derfor chancen for måske at hente et bonuspoint, men gæsterne skruede gevaldigt op for tempoet til sidst og lukkede kampen definitivt. Aarhus nåede således at score yderligere tre gange, alle i kampens tillægstid, og kampen endte derfor med et nederlag til Erritsø på 22-51.

Med Aalborg Rugbyklubs store sejr over Odder Rugbyklub reddede Erritsø alligevel skindet. Da indbyrdes opgør tæller før samlet målscore, slutter Erritsø som nummer fire i grundspillet. Holdet skal dermed i efteråret møde CSR-Nanok og DTU Exiles, begge fra København, samt RC Odense både ude og hjemme.

»Det er stærkt gået af hele vores førstehold og cheftræner Steve Atkins, som har trænet og kæmpet forbilledligt,« lyder det fra klubbens formand Allan Pertti Frandsen.

Stillingen i kvalifikationsspillet kan ses her:
www.rugby.dk/klub/rugby-danmark/sider/herrer-dm