OPINION. Hvorfor gør man ikke mere for det erhvervsliv som skaber indtægter og arbejdspladser til kommunen?

Erhvervsvenligheden i Middelfart Kommune er i DIs måling de sidste 8-10 år dalet fra ca. 10. plads til nu en 42. plads – det sidste år alene 10 pladser! Det er ikke godt nok, specielt ikke når vi tager vores gunstige, geografiske placering med i ligningen. Perioden har øvrigt et tidsmæssigt sammenfald med den nuværende borgmesters periode på posten.

I kategorien “Kommunal Administration” ligger vi og roder helt nede på en katastrofal 63. plads. Erhvervslivet er kommunens indtægtskilde – både direkte og indirekte – og vi skal støtte meget mere op, men når jeg taler med lokale erhvervsdrivende er det ofte ikke pæne ord der tilfalder kommunen og dens sagsbehandling – et citat fra en erhvervsdrivende i byen som står skarpt i hukommelsen er: ”Nu er der igen kommet nye medarbejdere i afdelingen, så kan jeg begynde forfra med at træne dem”.

Vi skal have fokus på start-ups, men mindst lige så meget scale-ups, som for alvor kan bidrage med indtægter og arbejdspladser.

Kommunen har være dygtige til at sælge jord, bevares, men jeg tænker at man kunne have tiltrukket langt flere ved også at være en erhvervsvenlig kommune.

Hvad kan vi så gøre?

– Vi kan sørge for at kommunen er en medspiller, ikke en modspiller. Sørge for at hjælpe frem for at banke de erhvervsdrivende i hovedet med lovtekster.

– Sørge for at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og ledere, hvilket nok gælder på flere resortområder.

– Lade være med at skabe for tåbelige begrænsninger for erhvervslivet.
Et glimrende eksempel er Føtex ønske om at etablere sig ved brovejen. En supergod løsning for alle parter. Man får et supermarked ud hvor der i forvejen er trafik og man slipper dermed for såvel lastbilkørsel som personbilskørsel i et boligkvarter. Desuden ønsker Salling Group at udvikle det nuværende Føtex til boligområde. Jeg kan kun se gevinster ved denne løsning på en utidssvarende placering. Bevæggrunden for at nægte Føtex de nødvendige tilladelser er at man ikke ønsker detailhandel flyttet væk fra bymidten…????
Et andet eksempel er Socialdemokratiets ønske om at kunne begrænse erhvervslivet lokalt ud over lovgivningen – senest med et ønske om at kunne begrænse udvidelsen af lokale landbrug, som opfylder lovgivningen m.v. på området… dvs. et ønske om at skrive et brev til ministeren. Hvilken minister skulle det være, om man må spørge? De har sat navn på, men har åbenbart ikke forstået hvor mange forskellige resortområder, som der skal ske ændringer i for at deres ønske eventuelt kunne gå i opfyldelse. Ren valggas, spørger du mig.

– Oprette et udvalg, der har fokus på erhvervslivet.

Kort sagt, så er det nok på tide med flere repræsentanter for det private erhvervsliv i byrådet. Jeg stiller mig til rådighed, så stem og stem personligt ved kommunalvalget 18. november.