Regeringen siger, at vi skal blive længere i arbejde. Pensionsalderen er hævet til 70 år. Men virkeligheden ser anderledes ud. Mange ældre medarbejdere bliver faktisk de første, der fyres – også i det offentlige.
61-årige Bjarne fra Gredstedbro har søgt 800 job uden held. Han tror, det er alderen, der gør forskellen. Og flere offentlige arbejdspladser har for nyligt sagt farvel til deres ældste ansatte – selv dem i fleksjob eller tæt på pension.
Og i Erstatningsnævnet har de netop fyret medarbejdere, og her kan vi se, at de ældste røg først.
Det er uretfærdigt. Ældre har masser af erfaring, ro og overblik. Hvorfor skubber vi dem så ud, når der mangler hænder alle steder?
Undersøgelser viser, at ældre har svært ved at få nyt job, og mange bliver “frivilligt” presset til at gå tidligere på pension. Det sender et dårligt signal – også til dem, der stadig er i arbejde, men er fyldt 50 eller 60.
Hvis vi virkelig mener, at ældre er en ressource, skal vi også behandle dem sådan. Det kræver en fair seniorpolitik – både i det offentlige og det private.

Hvad venter vi på?