Når Enhedslisten i Fredericia stiller op med listeopstilling, er det ikke vælgerne, der bestemmer – det er partiet. Kort sagt: Partiet afgør, hvem der får pladserne – ikke vælgerne. Det betyder en med 100 stemmer ikke kommer ind, hvis han er 3’er selvom han har flere stemmer end 2’eren. Så meget for vælgernes respekt. Det er den gamle russiske model i ny indpakning: topstyring, kollektiv loyalitet og meget lidt plads til individualister.
Derfor er det næsten komisk, når Carsten O. Jørgensen står på scenen i Ældresagens debataften, tager offerkortet og siger: “I behøver ikke stemme på mig – bare stem på Cecilie”, ja, det er ét fedt – for rækkefølgen er jo allerede bestemt med dig som 2’r.
Der findes to måder at stille op på i et kommunalvalg: Sideordnet opstilling – hvor vælgerne bestemmer. – Listeopstilling – hvor partiet bestemmer.
Liberal Alliance bruger den sideordnede model, fordi vi tror på borgernes dømmekraft og på, at den, der gør den største indsats, fortjener vælgernes tillid. Enhedslisten foretrækker listeopstilling – for så slipper vælgerne for at bestemme for meget.
De gamle russiske kooperativer var også bygget på smukke ord om fællesskab og lighed. Men i praksis blev det en sovset model, hvor ingen havde incitament til at yde mere end gennemsnittet. Resultatet var lav produktivitet, manglende innovation – og et system, der kun overlevede på støtte og propaganda.
Når man ser på Enhedslisten i Fredericia, ligner opskriften desværre den samme: man opstiller kandidater efter ideologisk renhed frem for evner. Dem, der tænker selv, risikerer at blive skubbet ud i kulden, mens resten flyder med strømmen og deler æren i fællesskabets navn.
Liberal Alliance tror på individets kraft. Enhedslisten tror stadig på kollektivets kontrol. De trorhvis man bare maler virkeligheden rød nok – ja, så opdager ingen, at marken stadig ligger brak. Forhåbentlig kan vælgerne gennemskue, det røde trick.