ENERGI. Der var glæde hos Energinet onsdag morgen, hvor selskabet kunne sætte et solidt flueben ved et af deres store anlægsprojekter. Efter mere end to års arbejde er den tekniske infrastruktur klar til at modtage strøm fra Thor Havvindmøllepark, der skal etableres i Nordsøen ud for Nissum Fjord.

Thor Havvindmøllepark, som bliver Danmarks hidtil største, vil kunne levere grøn strøm svarende til forbruget i én million husstande. Den tyske energivirksomhed RWE står for selve havvindmølleparken, men det er Energinet, der har sikret, at strømmen kan transporteres ind i det danske elnet.

neEnerginet har etableret to nye 220 kV højspændingsstationer og lagt 30 kilometer elkabler fra overgangsstationen Volder Mark ved kysten og ind til højspændingsstationen ved Idomlund nær Holstebro. Energinets driftsdirektør Søren Dupont Kristensen betegner færdiggørelsen som en milepæl i Danmarks grønne omstilling.

»I Energinet er vi nu klar med vores del af projektet, så vi kan hjælpe den grønne strøm ud i landet. Det sker gennem vores station i Idomlund og ud på højspændingsnettet til forbrugere i både Danmark og vores nabolande. Det er en kæmpe milepæl, som vi har glædet os til. Projektet er et godt skridt på vejen mod den grønne omstilling, som vi arbejder på i Danmark«, siger han.

Projektet har været et stort anlægsarbejde, og hovedentreprenøren NCC med Danboring som underentreprenør har været ansvarlige for at få de omfattende opgaver til at gå op i en højere enhed. I alt blev godt 30 kilometer kabler lagt mellem Volder Mark og Idomlund, og hele syv kilometer måtte udføres som styrede underboringer for at overholde strenge miljøkrav.

Ifølge Energinets chefprojektleder, Martin Hinrichsen, spiller netop den slags elinfrastruktur en central rolle for at sikre en stabil grøn omstilling, selvom infrastrukturen ofte er gemt under jordoverfladen.

»Elinfrastruktur er måske ikke altid en så synlig del af den grønne omstilling. Kablerne er jo også gravet ned i jorden mellem Volder Mark og Idomlund, der er et nyt, stort knudepunkt i højspændingsnettet – men elforbindelser er helt afgørende for, at vi kan skabe et elsystem med mere vedvarende energi og transportere for eksempel el produceret på havet rundt i landet«, siger Martin Hinrichsen.

Arbejdet er blevet udført under svære betingelser. Udover store mængder regn og forsinkelser med miljøgodkendelser, betød krigen i Ukraine udfordringer med leverandørmarkedet. Hertil kom beskyttelsen af naturen og ikke mindst storken Keld fra Bækmarksbro, der midlertidigt satte en stopper for arbejdet i området.

»Miljøgodkendelsen havde mange restriktioner, fordi der var flere områder med sårbar natur. Det betød, at vi skulle underbore en del af kablerne, og så var der også storken Keld, som havde slået sig ned i Bækmarksbro. Han blev overvåget dag og nat, og Energinet måtte ikke arbejde i området fra marts til oktober. Derfor er det med en ekstra god følelse, at vi nu kan aflevere projektet til tiden. Jeg er virkelig stolt af den store indsats, som hele holdet har bedrevet«, siger Martin Hinrichsen.

I alt er der gennemført hele 264 boringer for at føre kablerne under jorden, mens mere end 95.000 kubikmeter jord er flyttet for at opføre den store højspændingsstation i Idomlund. Stationen, der fylder et areal svarende til 24 fodboldbaner, rummer blandt andet transformere, som hver vejer 300 tons og indeholder 87.000 liter transformerolie.

Thor Havvindmøllepark forventes at begynde at levere de første kilowatt grøn strøm i løbet af 2026. Hele parken med 72 vindmøller skal være færdig og klar til fuld produktion med udgangen af 2027.