KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker nu et muligt tricktyveri mod en ældre kvinde i Kolding. Episoden fandt sted mandag omkring middagstid, hvor to kvinder med udenlandsk udseende fik adgang til kvindens lejlighed på Teglgårdsvej.

Anmeldelsen kom fra kvindens søn mandag klokken 13.22, efter at moderen havde fortalt ham om hændelsen. Politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd forklarer:

»Det er en søn, der anmelder det på vegne af sin mor. Hun bor på Teglgårdsvej, og hun har fortalt sønnen, at hun omkring middagstid har haft besøg af to udenlandsk udseende kvinder, som har skaffet sig adgang til lejligheden.«

Hvordan de to kvinder præcist har fået adgang til lejligheden, er stadig uklart. Men under besøget blev kvinden utryg, da hun fik en fornemmelse af, at de ubudne gæster havde uærlige hensigter:

»Mens de to kvinder opholder sig i lejligheden, får moren fornemmelsen af, at den ene går rundt og kigger i lejligheden, og den anden faktisk har fat ved morens guldhalskæde, som hun har om halsen. På en eller anden måde bliver halskæden løsnet og falder til gulvet, men moren når at få fat på guldhalskæden, og de to kvinder forlader derefter lejligheden,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Politiet har fået følgende sparsomme signalement af kvinderne: De beskrives som 40-50 år gamle, lyse men samtidig lidt mørke i huden og talte med accent.

Ifølge Kenneth Skytte Nielsen er der ikke konstateret noget tyveri i forbindelse med episoden, men politiet mistænker, at der kan være tale om et forsøg på tricktyveri. Han fortæller også, at politiet i kredsen har haft et særligt fokus på tricktyverier. Selvom denne type kriminalitet har været mindre udbredt i området på det seneste, undersøger politiet nu, om der er tale om en ny opblussen af fænomenet.

Politiet håber derfor, at offentligheden kan hjælpe med at identificere de to kvinder:

»Hvis der er nogen, der tænker: ‘Vi har været på Teglgårdsvej, og dér har vi set to kvinder gå fra stedet’, så vil vi rigtig gerne høre om det,« lyder opfordringen fra Kenneth Skytte Nielsen.

Sydøstjyllands Politi kom ligeledes tirsdag morgen med en opfordring i en pressemeddelelse, hvor de advarede om tricktyve, der har udgivet sig for at være hjemmehjælpere eller rengøringspersonale og på den måde har franarret ældre borgere kreditkort, kontanter og smykker.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.