SOMMER. Efter en hektisk ankomstdag mandag er Ferie Camp 2025 i Erritsø nu for alvor kommet op i gear. På andendagen har deltagerne fundet sig til rette, og roen har sænket sig over teltpladserne ved Erritsø Idrætscenter. Campen, der samler 2.000 socialt udsatte personer – heraf cirka 800 børn – varer ugen ud og er arrangeret af Landsforeningen af Væresteder.
Lejrchef Cliff Kaltoft, der til daglig er sekretariatschef i foreningen, forklarer, hvad det hele handler om.
»Det er jo en ferie for folk, der har sociale udfordringer af alle mulige slags. Her får de en oplevelse ud over det sædvanlige, og for mange er det noget helt unikt. Når de kommer hjem, kan de pludselig fortælle en positiv historie om deres sommerferie, ligesom deres klassekammerater, der måske har været på Maldiverne. Det giver selvtillid og følelsen af at være med,« siger Cliff Kaltoft og fortsætter:
»Derudover handler det om at skabe nye fællesskaber, som deltagerne kan tage med sig videre i livet. Ferie Camp er et pusterum og en mulighed for at få et nyt perspektiv. En oplevelse, der viser, at der også er andre gode ting i livet.«
Han glæder sig især over stemningen på pladsen, der allerede har sat sig på andendagen.
»Folk er glade og forventningsfulde. Den første dag er altid svær, fordi mange af deltagerne ikke er vant til så mange mennesker på én gang. Deres comfort zone er måske mindre end andres, og derfor skal de lige finde sig til rette. Men allerede aftenen efter ankomsten var fantastisk. Jeg har ikke oplevet andet end glade mennesker.«
En af de frivillige, der bidrager til at skabe netop den gode stemning på campen, er 31-årige Tobias Thor Pedersen fra Fredericia. Han er lærerstuderende og hjælper til ved Ferie Campens sportsaktiviteter, som kaldes »Udsatte Legene«.
»Jeg står for nogle af sportsdisciplinerne som kongespil, høvdingebold, pickleball, cornhole og minibordtennis. Vi laver konkurrencer med pokaler til de bedste, men det handler først og fremmest om det sociale. Selv om der konkurreres, støtter deltagerne hinanden. De hepper på hinanden på tværs af værestederne,« siger han.
Han understreger, at det sociale element gennemsyrer hele Ferie Camp.
»Familierne har aktiviteter, hvor børn og voksne kan lave ting sammen. Der er kreatelte, brætspil og masser af rum til bare at være sammen på tværs af bekendtskaber. Folk er åbne, sociale og kan være sig selv samtidig. Det betyder utrolig meget for dem.«
Tobias Thor Pedersen er ikke et øjeblik i tvivl om, at campen gør en reel forskel for deltagerne, også når de vender tilbage til deres hverdag efter ugen i Erritsø.
»Når deltagerne kommer hjem, har de fået en oplevelse, der betyder noget. Familierne og især børnene kan fortælle klassekammerater og venner om det, de har lavet i sommerferien. Det kan være med til at flytte deres liv i en positiv retning,« siger han.
Han roser også Fredericia som værtsby.
»Fredericia er et rigtig godt sted, fordi det er centralt. Vi har tidligere været i Randers, og det var også godt, men lidt svært at nå for eksempel fra Fyn og Sjælland. Fredericia ligger godt og nemt, også for dem, der kommer langvejs fra. Derfor er byen det helt rigtige sted til Ferie Camp.«
Ferie Camp 2025 varer frem til søndag den 13. juli.