KRIMI. En 37-årig mand uden fast bopæl er igen kommet i politiets søgelys efter en voldsepisode i Kolding tirsdag middag.

Episoden fandt sted ved Skovbrynet foran Hotel Comwell, hvor en mand lå og sov på græsplænen. En forurettet, der ifølge politiet formentlig arbejdede med at slå græs, gik hen for at vække ham, så arbejdet kunne fortsætte. Det udviklede sig imidlertid hurtigt til en ubehagelig situation.

»Manden farer op, spytter den forurettede i ansigtet og hælder noget alkohol ud over ham. Vi får en beskrivelse af gerningsmanden, og kort efter er vi fremme og kan foretage en anholdelse,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den 37-årige blev anholdt klokken 12.38 og taget med til afhøring. Han blev sigtet for vold, men løsladt igen senere på dagen klokken 17.14. Ifølge politiet slap den forurettede uden skader, og der blev ikke tale om fremstilling i grundlovsforhør.

Manden var ikke gæst på hotellet, men havde opholdt sig i området omkring Comwell og Kolding Sygehus gennem længere tid.

»Han er ikke gæst på hotellet, men har opholdt sig i området. Jeg mener ikke, vi har haft ham for vold før, men der kan godt have været lidt uroskabende adfærd,« siger Arno Rindahl Petersen.

Sagen trækker tråde til en hændelse få dage tidligere ved Kolding Sygehus, hvor en mand i rygeskuret blev anmeldt for at være udadreagerende over for patienter og personale.

»Hvis vi ser på sagen fra i foregårs klokken 08.18, hvor der var uro ved sygehusets rygeskur, så er den person, vi traf dér, den samme, som vi har sigtet i voldssagen ved Skovbrynet,« bekræfter vicepolitiinspektøren.

Der er altså tale om den samme 37-årige mand, som både var involveret i episoden ved sygehusets rygeskur og i voldssagen ved Skovbrynet.