Fredericia Håndboldklub kan med stor glæde meddele, at 28-årige Mads Thymann Hansen skifter med øjeblikkelig virkning fra Lemvig-Thyborøn Håndbold til Fredericia Håndboldklub på en kontrakt, der løber til sommeren 2027.
Mads Thymann kommer til FHK som aktuel topscorer i 1. division med 70 mål i 9 kampe. Han har tidligere spillet for Mors-Thy Håndbold og vendte denne sæson tilbage til Lemvig efter halvanden sæson i den spanske liga for Balonmán Cangas, hvor han sluttede som nummer otte på topscorerlisten med imponerende 150 mål.
»Det er lidt surrealistisk stadigvæk. Jeg er lige kommet hjem fra Spanien og er ved at finde mig til rette i Lemvig, og så opstår den her mulighed. Det er gået stærkt, men jeg glæder mig enormt meget til at prøve noget nyt med slutspil, Europa og alt det, jeg ikke har prøvet før. Det er en fed mulighed,« siger Mads Thymann.
Han beskriver sig selv som en spiller med energi, power og et solidt drive.
»Jeg har nogle kilo på kroppen og kommer med noget skud og tempo. Jeg spiller med følelserne uden på tøjet og elsker samspillet med tilskuerne og alt det, der sker i kampens små detaljer. Jeg håber, at jeg kan bidrage fra første fløjt. Fredericia er en klub med store ambitioner. De har vundet bronze og sølv de seneste år, og det er et projekt, jeg kan se mig selv i. Jeg vil gerne være med til at opnå noget – ikke bare kæmpe for overlevelse. Det her handler om at spille med, hvor det er sjovt. Jeg er virkelig glad for at få chancen for at være en del af det,« understreger han.
For FHK kommer tilgangen af Mads Thymann på et vigtigt tidspunkt i sæsonen, hvor klubben ønsker at stå endnu stærkere rustet til de kommende opgaver i både ligaen og Europa.
»Vi har arbejdet intenst den seneste måned på at forstærke truppen med en højrehåndet bagspiller. Der skal lyde en stor tak til Lemvig-Thyborøn Håndbold for en konstruktiv dialog, som har gjort det muligt at købe Mads fri af sin kontrakt, så han får mulighed for at spille i både European League og Håndboldligaen allerede nu,« siger Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub, og tilføjer:
»Med tilgangen af Mads Thymann får vi en spiller, som kender den danske liga og kan bidrage fra første træning. Han er en flittig målscorer, stærk i assistspillet og en spiller, der også kan eksekvere fra syv meter. Vi har ønsket at tilknytte en spiller, som kan bidrage fra dag ét, og det får vi med Mads. Vi glæder os til samarbejdet og til at se ham i FHK-trøjen allerede i næste turneringskamp den 5. november mod Sønderjyske.«
Aftalen mellem Lemvig-Thyborøn Håndbold og Fredericia Håndboldklub markerer den største transfer i Lemvig-klubbens historie. Ifølge sportschef Lars Buus Broe er det ikke alene en økonomisk milepæl, men også et bevis på klubbens rolle som talentudvikler og springbræt for spillere, der skal videre til større adresser. Handlen vurderes samtidig til at være blandt de mest markante interne transfers i dansk håndbold de seneste år.










