DBU Jylland har efter en afstemning besluttet, at transkønnede ikke får lov til at spille på pigefodboldhold. En beslutning, der ifølge EGIF Fodbolds formand, Mads Hansen, ikke kom som en overraskelse. Hansen deltog ikke selv i mødet, men har fulgt sagen tæt.

– Jeg kunne læse mig frem til, at det var et klart og definitivt nej. Det havde jeg også på fornemmelsen, da beslutningen blev truffet, siger Mads Hansen.

Han forklarer, at diskussionen om transkønnede i sport generelt har berørt mange forskellige aspekter, blandt andet fysiske forskelle og den konkurrencemæssige retfærdighed.

– Vi har været igennem mange emner, blandt andet OL og de fysiske forskelle, som vi ser i sporten. Der blev også nævnt, at der er vokseværk, og at nogle kan slå hårdere, hvilket blev påpeget som en faktor i diskussionen. Der er mange aspekter at tage højde for, men lige nu, når vi taler om kønshormoner og de biologiske forskelle, er det svært at finde klare regler for, hvad der er gældende, forklarer Hansen.

Han peger også på, at fodboldens natur og mænds generelle fysiske styrke gør det vanskeligt at skabe retfærdige konkurrencevilkår.

– Faktum er jo, at mænd generelt er bedre til fodbold end kvinder. Det kan man tydeligt se, når et U15-hold bliver slået af et seniorhold. Så i en konkurrencemæssig sammenhæng vil det jo være unfair.

For Hansen er det tydeligt, at emnet er komplekst og kræver nøje overvejelser. Han peger på, at både biologiske og sociale forhold spiller ind, hvilket gør det svært at finde en løsning, der tilgodeser alle.

– Jeg tror ikke tiden er til, at man vil kunne stemme ja til den slags. Hvad skal man også gøre i forhold til omklædning mm.? Der er mange ting i det, siger Hansen.

En beslutning med vidtrækkende konsekvenser

Beslutningen fra DBU Jylland afspejler ifølge Mads Hansen, at debatten om transkønnedes deltagelse i sport stadig er præget af usikkerhed og modstridende holdninger. Han understreger, at det er vigtigt at finde en løsning, der både sikrer retfærdighed i sporten og samtidig tager hensyn til de berørte.

– Det var nok også en af grundene til, at beslutningen blev som den blev. Men der er ingen tvivl om, at det er et følsomt emne, der kræver grundige overvejelser fremover, slutter Hansen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her