
KRIMI. Den 70-årige Erik, der har været savnet fra Fredericia siden den 5. august, blev onsdag aften klokken 18.10 fundet død i Stoustrup Skov.
Politiet fortæller, at de pårørende er underrettet, og at der ikke er noget, som tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet. På det sociale medie X skriver politiet:
»En 70-årig mand, der har været forsvundet siden den 5. august, er fundet død. De pårørende er underrettet. Politiet mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag hans død.«
Eftersøgningen af Erik har stået på i flere dage, hvor både politi, frivillige borgere og organisationen Missing People har været involveret. Politiet udtrykker taknemmelighed over indsatsen og skriver:
»Vi siger tak til de mange borgere og Missing People, der har hjulpet med at lede efter den savnede. Vi har fjernet de tidligere udsendte tweets med efterlysning og billede af den pågældende mand og opfordrer medier og andre, der har delt det, til at gøre det samme.«
Erik forsvandt fra sit hjem på Lumbyesvej i Fredericia mandag den 5. august, og hans forsvinden udløste en omfattende eftersøgning. Politiet havde tidligere beskrevet, at han led af demens, og at han kunne være desorienteret. I dagene efter blev der søgt i nærområdet, på offentlige steder og i skove, og der blev opfordret til, at folk tjekkede egne skure og udhuse.
