KRIMI. Lørdag formiddag klokken 11.42 indløb der en melding til beredskabet om, at en dykker ikke var kommet op til overfladen efter et dyk i Lillebælt ved Fredericia. Det satte straks gang i en omfattende redningsindsats, hvor både helikopter, hjemmeværnskuttere, brandvæsen og flere civile både deltog i eftersøgningen.

På en pressebriefing lørdag klokken 17.00 gav vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi en opdatering på dagens tragiske hændelse, der har præget mange borgere omkring Fredericia, hvor både helikopterstøj og sirener har kunnet høres det meste af dagen.

Halfdan Kramer forklarede her, at redningsaktionen hurtigt blev sat i værk med de mange styrker på stedet:

»Eftersøgningen kommer på baggrund af en anmeldelse kl. 11.42, hvor der bliver anmeldt, at en dykker ikke er kommet op, efter at man har været ude at dykke. Der blev indsat styrker fra JRCC, som har ekspertisen og ansvaret på vand, og derfor var der også en helikopter til stede. Derudover har der været hjemmeværnskutter, brandvæsenet har haft både i vandet, og ved den slags eftersøgninger hjælper civile både i området typisk også til,« forklarede Halfdan Kramer.

Men trods den store indsats lykkedes det ikke at finde den forsvundne dykker. Eftersøgningen blev officielt indstillet klokken 15.00.

»Eftersøgningen efter personen blev indstillet kl. 15 ud fra en betragtning om, at hvis man har opholdt sig i og under vandet i den periode fra anmeldelse til kl. 15, så er det ikke længere sandsynligt, at man finder personen i live,« lød det fra vagtchefen.

På trods af en omfattende eftersøgning i Lillebælt er dykkeren altså endnu ikke fundet. Politiet har i mellemtiden arbejdet med at underrette de pårørende til den forsvundne dykker. Denne proces er endnu ikke afsluttet, og derfor kan politiet på nuværende tidspunkt ikke frigive flere oplysninger om den forsvundne persons identitet eller yderligere detaljer omkring omstændighederne.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag eftermiddag klokken 17.00.