Efter ni år med kunder tæt på livet venter et nyt kapitel for Almedina

BUSINESS. Der dufter svagt af lavendel og nyvaskede håndklæder, den slags bløde, rene toner, der sætter sig som en ro i kroppen, længe før man når at sætte sig til rette. På et lille bord står neglelakkerne som små farvede soldater, sirligt på række – fra diskret beige til det mest modige kirsebærrøde. Ved siden af står den bløde behandlingsstol, hvor utallige hænder er blevet plejet, og hvor øjne har hvilet lukkede, mens stressen har sluppet taget. På væggen hænger et spejl, der har set tusindvis af smil, små betroelser og stille stunder mellem kunde og kosmetiker.

Denne uge er den sidste, hvor Almedina Sayegh bevæger sig hjemmevant rundt i Hudplejeklinikken Unique Skincare i Middelfart. Hun har været en del af inventaret her i ni år, men på fredag lukker hun døren bag sig for sidste gang.

»Jeg kunne bare mærke det, lige så snart jeg satte mig ned til samtalen med Nicole. Det var her, jeg skulle være,« siger hun med et blik, der fortæller, at hun stadig kan mærke den fornemmelse helt inde i maven. Dengang var hun tilbage i Kolding efter tre år i Tønder – to år som elev og et år som udlært kosmetiker. Hun havde egentlig afvist jobopslaget fra klinikkens ejer, Nicole Jørgensen, to gange. »Det var jo kun en deltidsstilling, og jeg skulle have fuldtid. Og så tænkte jeg også, skal jeg virkelig køre til Middelfart?« fortæller hun med et lille grin.

Men to gange blev hun tagget af veninder på Facebook, og to gange stod Nicole klar med en besked, der opfordrede hende til at give det en chance. »Så sagde jeg ja til at komme til en samtale, og lige så snart jeg trådte ind ad døren, vidste jeg det. Vi klikkede bare. Beliggenheden, stemningen – det hele var så hyggeligt, og jeg følte, at hun allerede havde ansat mig, før vi var færdige med at snakke.«

Fra den dag begyndte et kapitel fyldt med både faglig stolthed og dybe menneskelige relationer. »Nicole har været både chef og veninde. Jeg har altid kunnet sige alt til hende, også når livet var svært. Det er noget af det, jeg har sat allermest pris på,« siger Almedina og læner sig let tilbage i stolen, som om hun genlever de mange små øjeblikke, hvor latter og fortrolige samtaler har fyldt lokalet. Hun taler langsomt, som om hun vejer ordene, og i pauserne er det, som om duften af lavendel og lyden af hendes eget grin blander sig med minderne.

Kundekontakten har altid været kernen i Almedinas arbejdsglæde. Den daglige rytme med kendte ansigter, der træder ind ad døren, og den gensidige genkendelse, som skaber en helt særlig fortrolighed, har været noget af det mest givende. »Vi kommer jo tæt på folk. De betror sig til os. Og det siger altså noget om den tillid, der er mellem os,« siger hun, og man fornemmer, at hun ikke tager den tillid for givet.

Hun har båret små stykker af andres liv med sig, ofte pakket ind i hverdagssamtaler, grin eller stille pauser. Indimellem er taknemmeligheden kommet til udtryk på den mest jordnære måde. »Jeg har haft kunder, der er kommet med chokolade uden nogen anledning. Bare fordi. Det er den der bekræftelse på, at det, man gør, betyder noget for dem.«

Nogle opgaver har haft en særlig plads i hendes hjerte. »Negle og eyelash extensions har jeg elsket at lave. Jeg er den eneste her, der laver eyelash extensions, så det har været noget helt særligt for mig,« fortæller hun. Det er præcisionen, tålmodigheden og det næsten meditativt rolige tempo, hun har sat pris på – og den umiddelbare glæde, der lyser op i kundens ansigt, når resultatet er færdigt.

Hun ved, at mange af hendes faste kunder ville følge hende, hvis hun en dag valgte at starte for sig selv. »De har sagt, at jeg bare skal ringe. Det betyder meget at vide, at de ville køre til Kolding eller hvor jeg nu ender,« siger hun stille, som om hun både glædes over den loyalitet og mærker tyngden af, at adskillelsen nærmer sig.

Selv om glæden ved jobbet har været stor, har tanken om forandring ulmet længe. »Jeg har været så glad for at være her. Det er også derfor, det har taget tid. Men til sidst mærker man, at nu skal der ske noget andet.« Hun forlader skønhedsbranchen helt – uden at have lagt en fast plan for, hvad der venter. »Jeg er nervøs. Hvordan bliver min næste chef? Kommer vi til at have den samme relation? Hvordan bliver mine kollegaer? Det fylder meget.«

Når hun taler om, hvordan hun ønsker at blive husket, behøver hun ikke tænke længe. »Som den glade, smilende Almedina. Mine kunder siger, at de altid kan høre mig ude på gangen, fordi jeg går så hurtigt. Og mit grin. Det håber jeg, de husker.« Hun ler, mens hun fortæller om kollegaen Katrine, der lige inden ferien sagde, at netop hendes grin er noget af det, der vil mangle mest, når hun ikke længere er her.

Afskeden bliver uden blomster, taler og store receptioner. »Jeg er ikke god til sådan noget. Jeg bliver alt for ked af det. Så vi gør det på vores måde – Nicole, Katrine og jeg tager ud og spiser sammen. Det kan jeg bedre overskue.«

Hvis hun kunne give sit yngre jeg et eneste råd, ville det være enkelt. »Følg din mavefornemmelse. Det er det, jeg gør nu.« Og selv om kursen er sat mod en ny retning, lader hun en sprække stå åben. »Man skal aldrig sige aldrig.«

Når man forlader et sted, som har været en del af ens hverdag i næsten et årti, tager man ikke kun erfaringen med sig. Man tager lydene, duftene og stemningerne med – de små hverdagsøjeblikke, der har sat sig fast, uden man helt har opdaget det. For Almedina er det latteren med kollegaerne, de fortrolige samtaler i behandlingsstolen, og den stille glæde ved at se en kunde forlade klinikken med løftet blik.

På fredag lukker hun døren til Unique Skincare for sidste gang, men minderne slipper hun ikke. De vil følge hende, ligesom hun vil følge sine egne ord om at stole på mavefornemmelsen. For måske er det netop den fornemmelse, der har båret hende gennem ni år med både faglig stolthed og varme menneskemøder – og som nu skal føre hende videre ind i et kapitel, hun endnu ikke kender, men som hun møder med det åbne sind, der altid har været hendes styrke.