Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

Lyngaard Bødker

← sydavisen.dk

Dobbelt jubel i Middelfart: Circrete er Årets Klimaiværksætter og løb også med en bid af publikumsprisen

Dobbelt jubel i Middelfart: Circrete er Årets Klimaiværksætter og løb også med en bid af publikumsprisen

POLITIK.Fire kvinder med en mission om at redde betonen fra nedknusning blev fredag formiddag de helt store vindere, da Årets Klimaiværksætter 2026 blev kåret på hovedscenen under Klimafolkemødet i Middelfart.

Virksomheden Circrete, der arbejder for at genbruge betonelementer i nybyggeri, tog hovedprisen på 250.000 kroner, som Middelfart Sparekasse og GF Forsikring står bag. Og som om det ikke var nok, endte dagen med endnu en gevinst til kvartetten. Den nyindstiftede publikumspris på 75.000 kroner måtte nemlig deles, da afstemningen blandt de fremmødte endte fuldstændig lige mellem Circrete og GreenGuard Automation, der udvikler en robotstyret laser til at fjerne ukrudt uden sprøjtemidler.

Det var syvende gang, prisen blev uddelt, siden Middelfart Sparekasse tog initiativ til den i 2020, og første gang med GF Forsikring som partner. De tre finalister, Circrete, GreenGuard Automation og Insutex, der omdanner udtjent tekstilaffald til isolering, var fundet blandt knap 50 ansøgere fra hele landet, og på scenen skulle de i bedste Løvens Hule-stil præsentere deres idéer på ti minutter uden hjælp fra powerpoints.

Enly 930 x 180

At dommerpanelet ikke havde haft en nem opgave, blev tydeligt, da debattør og klimaaktivist Anders Morgenthaler fik mikrofonen for at afsløre vinderen. »Det, vi alle sammen først er blevet enige om, er at sige, hvor fuldstændig fantastiske I alle er, der arbejder med de her idéer og gider at bruge jeres liv på at forandre verden,« lød det fra Morgenthaler, inden han løftede sløret for, hvor tæt et opløb dommerne havde været vidne til. »Det var marginalerne, der afgjorde det her. Jeg har aldrig været med til noget lignende, vi er helt nede på promillen,« sagde han.

Ved siden af ham stod resten af panelet, der ud over Morgenthaler talte Martin Baltser, administrerende direktør i Middelfart Sparekasse, Martin Høj fra GF Forsikrings direktion og Frederikke Dahl, der selv vandt titlen i 2021. Herfra lød begrundelsen, at det i sidste ende var markedet, der gjorde udslaget.

»Det handlede om konkurrencen i markedet. Konkurrencen ser relativt jomfruelig ud på jeres område, og det ser lovende ud fremadrettet. Så kæmpe tillykke,« lød det til vinderne.

Bag Circrete står Janin Brandt, Luise Charlotte Dennin, Julie Hetland Bülow og Lotta Johanna Wagner, der har sat sig for at gøre op med et massivt ressourcespild i byggebranchen. Hvert år knuses to-tre millioner ton beton alene i Danmark, og langt størstedelen ender som bærelag under veje og anlæg, selvom elementerne ofte stadig er i fin kvalitet. Op mod 80 procent af en bygnings indlejrede CO2 sidder netop i betonkonstruktionen, og det er den, de fire iværksættere vil have ud at leve igen i nye byggerier.

Da prisen var overrakt, og bifaldet havde lagt sig, var taknemmeligheden til at føle på hos vinderne. »Tusind tak. Vi er meget, meget taknemmelige. Og så husk, at ting kan genbruges, lige meget om det er beton eller andre byggematerialer. Lad være med bare at smide ud som første udgangspunkt,« lød opfordringen fra scenen.

Med sejren følger ikke kun æren og checken. Titlen har gennem årene fungeret som et solidt rygstød for tidligere vindere, og sidste år var det Jon Strunge og virksomheden Naturpladen, der kunne rejse hjem fra Middelfart med førstepræmien.

Lej en pølsemand 930 x 180

Læs også

Først måtte de dele en check, så vandt de det heleMette Frederiksen bakker op om forsoningskommission efter nye rapporter i spiralsagenHun gjorde Møllegaard til borgmester og nu føler hun sig lukket ude af budgetforhandlingerneElektriske maskiner og en »hyrde« for fremtidens medarbejdere prægede messedagen under broen