VEJRET. Kraftig regn og risiko for skybrud har præget DMI’s varsler siden tidligt mandag morgen. Nu er varslerne skærpet, og store dele af Danmark ligger under kategorien »farligt vejr«.
Det gælder også Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding, som alle er placeret i kategori 2 af DMI’s vejrsystem. Fra mandag klokken 16.00 til tirsdag klokken 21.00 varsler DMI mellem 50 og 80 mm regn, og de store mængder nedbør kan føre til lokale oversvømmelser og store gener i trafikken.
Indtil mandag eftermiddag gælder desuden en risikomelding for kraftig regn og lokale skybrud i området. Her kan der falde mellem 25 og 35 mm på bare seks timer, ligesom lokale skybrud med over 15 mm nedbør på en halv time er mulige.
Mens Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding ligger i kategori 2, er situationen endnu mere markant i naboområderne, herunder Hedensted og store dele af Fyn, der er placeret i kategori 3 – betegnet som »meget farligt vejr«. Her advarer DMI om endnu større nedbørsmængder på over 80 mm i samme tidsrum.
Kategori 2, hvor store dele af Trekantområdet er placeret, betyder ifølge DMI, at man skal være særligt opmærksom og forberedt på, at vejret kan påvirke både trafik og forsyning. DMI opfordrer derfor borgere til at følge myndighedernes råd og være ekstra opmærksomme, når de bevæger sig udendørs.
Fronten med kraftig regn forventes at ligge næsten stille over landet og kan ifølge prognoserne give nedbør helt frem til onsdag, omend nedbøren vil aftage gradvist.

Se hele kortet her.