BUSINESS. Når DM Motors den 5. september slår dørene op til reception på sin nye adresse på Vejlevej i Fredericia, markerer det ikke blot en flytning men begyndelsen på et helt nyt kapitel. For indehaver og CEO Rasmus Lundsgaard Jensen er det en både praktisk og personlig omvæltning.
»Det er en omvæltning i at være blevet eneejer, og man selv sidder med ansvaret. 100 procent. Så det er lidt af en omvæltning. Før var du altid to. Så er du bare 50 procent af risikoen. Nu bærer du 100 procent af risikoen,« siger Rasmus Lundsgaard Jensen og lader sætningen hænge i luften et øjeblik, som for at understrege tyngden i beslutningen.
At tage springet fra medejer til eneejer har tvunget ham til at tage hele ansvaret på sine skuldre. Den gamle ejendom i Vejle er solgt, og om få uger skal nøglerne afleveres. »Den er solgt. Det er dejligt at slippe af med den bygning. Ikke fordi jeg skulle af med den, men jeg har ikke noget at bruge den til i vores nye setup,« fortæller han.
Beslutningen markerer ikke bare et brud med fortiden men et bevidst skridt ind i en ny fase. Flytningen til Fredericia betyder, at DM Motors nu råder over 6.000 kvadratmeter under ét tag, og det er for Rasmus Lundsgaard Jensen nøglen til at skabe rammer for vækst og effektivitet. »Det er noget helt andet, det her. Og det er noget, som jeg er stolt af at præsentere. Det andet var jeg sgu ikke så stolt af. Der gik man sgu lidt med skyklapper på, for det matchede ikke vores virksomheds udvikling, der skulle vi noget helt andet, og i øvrigt endnu tættere på de store potentielle kunder« siger han uden omsvøb.
Netop derfor handler flytningen ikke blot om et nyt postnummer men om at bygge et fundament for de næste skridt. »Forretningen skal jo gerne vækste. Det er jo også derfor, vi er flyttet til Fredericia. Det er for at vækste og også for at samle det hele under et tag. Der kommer også til at ske nogle nye ting, men man vil jo gerne have det sket i går. Væksten venter vi stadig på, men vi er også først ved at være på plads nu, og det handler også om at frigøre hænderne, for så mange mennesker er vi heller ikke endnu. Jeg tager det step by step,« siger han.
Et af de første konkrete skridt i den nye fase bliver etableringen af en serviceafdeling, som åbner i september. Dermed tager DM Motors hul på et marked, hvor efterspørgslen ifølge Rasmus Lundsgaard Jensen er til at få øje på.
»Vi kommer til at starte en serviceafdeling, hvor vi tilbyder service til fabrikker rundt omkring. Arla, raffinaderiet, Carlsberg – ja, alt indenfor industri, hvor der egentlig er mangel på en elektromekanisk virksomhed, der har forstand på pumper. Der ligger ikke nogen lige her i området. Så jeg kan se en mulighed og et potentiale i det,« siger han og påpeger, at kunder i Trekantområdet og på Fyn fremover kan slippe for at sende deres udstyr flere hundrede kilometer væk for at få det serviceret.

Muligheden opstod netop i forbindelse med flytningen til Fredericia, hvor de nye rammer har åbnet for en mere effektiv drift. Tidligere var hverdagen præget af spredte lagre og tunge arbejdsgange.
»Det betyder rigtig meget, fordi nu kan vi nå meget mere, end vi gjorde tidligere. Vi havde fjernlager i Vejle, og det var ikke optimalt. Så det giver nogle store fordele, og vi har muligheden for at ekspandere. Især med det areal, vi nu har,« siger han.
De ekstra kvadratmeter giver ikke kun logistiske fordele men også plads til at tænke nyt. Rasmus Lundsgaard Jensen har allerede kig på en garage i bygningen, som kan få et helt andet formål.
»Jeg kan godt se et potentiale i, at garagen kunne laves om til noget andet. Og det er måske ikke noget med DM Motors at gøre. Jeg har faktisk overvejet at lave det om til garager og lege det ud til biler, til investeringsbiler. Hvis vi vækster i en hastighed, så vil jeg selvfølgelig bringe det ind under den paraply, men ellers kan det blive et separat projekt,« siger han.
Synlighed er et andet fokuspunkt. Mange forbinder stadig DM Motors med biler, og derfor har Rasmus Lundsgaard Jensen sat en enorm elektromotor ud mod vejen for at markere, hvad virksomheden egentlig står for. »Nu er der jo lige kommet vores motor, den er lige kommet op ude ved vejen herude, faktisk lige i dag. Den stod i Vejle tidligere, og nu har jeg endelig fået den bragt hertil. Så vi sådan mere kan. Ja, det er en elektromotor. Men vi tilbyder jo mange andre produkter end lige elektromotorer, og det er jo transmissioner i det hele taget,« siger han.

Han ser samtidig en branche under forandring. Energikravene til motorer bliver løbende skærpet, og EU’s reguleringer driver udviklingen.
»Tendensen er, at man skal optimere energiklasser. Så der bliver lavet motorer, som er mere effektive. Og det er noget, EU laver regler omkring. Nu skal det være I3, og så skal det være I4. Så kommer der noget, der hedder I5, og sådan fortsætter det,« siger han.
Selv om udviklingen kan virke træg i en branche, hvor elektromotoren grundlæggende har lignet sig selv i mere end et århundrede, er kravene til effektivitet en væsentlig driver. »Hvis du tager en elektromotor fra 100 år siden, ja jo, den ser lidt anderledes ud, end den gør i dag. Men ellers er der jo ikke sket så meget. Der er kommet nogle andre materialer, som gør, at energimæssigt, der bruger den ikke så meget strøm,« siger han.
Internt bygger Rasmus Lundsgaard Jensen på en kultur, han selv beskriver som uformel men effektiv. »Kulturen er, at vi er én stor familie. Man skal kunne sige sin mening, og man skal kunne komme direkte til mig, hvis man har et problem. Jeg har også en del familieansat. Det kan være udfordrende men også positivt,« siger han.
Alligevel ved han, at vækst ikke kan realiseres uden at udvide organisationen. »De spiller en stor rolle, for uden dem kan jeg ikke eksistere. Jeg kan ikke lave alt det her selv. Jeg har nogle gode medarbejdere, men hvis vi skal ekspandere, bliver jeg nødt til at finde nogle sælgere, som kan sælge i vores branche. Det er sgu ikke så let. Det tager virkelig lang tid at få en kunde ind,« siger han.
Den 5. september markerer kulminationen på et års forvandling, når DM Motors holder officiel åbning af de nye rammer. Her skal kunder, samarbejdspartnere, venner og familie opleve transformationen på nært hold.
»Jeg glæder mig til at vise dem huset. Altså i forhold til hvor vi kom fra. Når de kommer her og ser vores nye faciliteter, så siger de, hvad fanden er sket,« siger han.
Spørger man til fremtiden, er svaret præget af både ambition og realisme. »Hvor vi er om et år, det kan jeg sgu ikke lige sige dig. Jeg arbejder måske lidt for meget. Jeg sidder her lidt for meget. Men om et år skulle vi gerne have startet vores vækst og gerne have vækstet i hvert fald 20 procent,« slutter Rasmus Lundsgaard Jensen.
DM Motors inviterer til Grand Opening i Fredericia
Fredag den 5. september åbner DM Motors dørene til sit nye hovedsæde på Vejlevej 10 i Fredericia.
Her markeres både indflytningen i de nye 4.700 kvadratmeter store rammer og et nyt kapitel med Rasmus Lundsgaard Jensen som eneejer.
Receptionen finder sted fra klokken 11.30 til 20.00, hvor kunder, samarbejdspartnere, venner og bekendte er velkomne til at kigge forbi og opleve de nye faciliteter.
For at sikre, at der er plads og forplejning nok, beder DM Motors om tilmelding senest den 31. august på mail tilmelding@dmmotors.dk.
Læs også