BUSINESS. DLG Group med hovedsæde i Fredericia får ny Group CFO fra 1. november. Det bliver Morten Riber Pryds, der overtager posten efter Christina Nielsen. Hun har valgt at træde tilbage for at få mere tid tættere på sin familie og sit hjem på Sjælland.

Morten Riber Pryds kommer til DLG med en økonomisk baggrund fra Arla Foods, hvor han har haft flere centrale lederstillinger siden 2011. Senest har han været Head of Performance Management hos det store mejeri, hvor han har arbejdet tæt sammen med virksomhedens øverste ledelse om langsigtede økonomiske mål, investeringer og transformationer.

Adm. direktør i DLG Group, Peter Giørtz-Carlsen, glæder sig over, at Morten Riber Pryds bliver en del af koncernens topledelse.

»Jeg er meget glad for at kunne byde Morten Riber Pryds velkommen som vores nye CFO. Han er yderst fagligt dygtig og en kompetent leder, som både har stor erfaring med at drive transformation, men også forstår, hvordan man opbygger en stærk økonomifunktion og en god kultur. Derudover har han en dyb forståelse for andelsstrukturen og ved, hvad der driver værdi for vores ejere. Det gør ham til en værdifuld tilføjelse til mit ledelsesteam og et godt match til den rejse, vi har foran os i DLG Group. Jeg glæder mig til at byde ham velkommen,« siger Peter Giørtz-Carlsen.

Morten Riber Pryds ser selv frem til sin nye rolle i koncernen, som har hovedkontor på Ballesvej i Fredericia. Han fremhæver især det momentum, DLG oplever lige nu, som en af grundene til, at han tager springet fra Arla Foods til DLG.

»Der er virkelig momentum omkring den rejse, DLG Group er på lige nu. At blive en del af en virksomhed, der gennemgår en så markant transformation, og at have mulighed for at være med til at forme dens fremtidige retning, er en sjælden og spændende udfordring, som jeg finder meget motiverende. Kombineret med DLG’s stærke kultur og andelsejerskab føles det som det perfekte match. Jeg ser frem til at samarbejde med Peter, mine nye kolleger og ejerne om at flytte forretningen fremad og skabe værdi for ejerne,« siger Morten Riber Pryds.

Morten Riber Pryds, Group CFO, DLG Group

Christina Nielsen forlader officielt posten som CFO medio september. Hun har været ansat i DLG i mere end ni år, hvor hun siden 2021 har haft ansvaret for økonomifunktionen som Group CFO. Peter Giørtz-Carlsen takker hende for hendes store indsats, især hendes rolle i forbindelse med lanceringen af transformationsprogrammet ReGen.

»Jeg vil gerne takke Christina for det store bidrag til DLG gennem årene og især for den støtte, hun har ydet i løbet af mit første halve år. Hendes arbejdsmoral, dybe kendskab til DLG og den værdifulde sparring, hun har givet mig, har været en stor støtte i min onboarding, og jeg vil også gerne takke Christina for hendes bidrag til den vellykkede lancering af ReGen. Jeg respekterer og forstår fuldt ud hendes beslutning om at påtage sig en ny rolle, der gør hende i stand til at være tættere på sin familie i hverdagen, og jeg ønsker hende alt det bedste i hendes nye job,« siger Peter Giørtz-Carlsen.