Man kan stå en tidlig morgen på Vesterbrogade i Fredericia og se byen vågne. Bageren tænder lyset, skolebørnene krydser vejen med tunge tasker, og på en bænk længere henne sidder en mand og roder i en plastikpose. Han er ikke gammel, men hans ansigt er.

Han er en af dem, vi ofte går forbi. En af dem, vi hurtigt får til at høre hjemme i en kategori: misbruger. Men bag den betegnelse gemmer der sig et helt liv. Et menneske, der engang gik i skole, legede på boldbanen, måske drømte om et job, en familie, et helt almindeligt liv.

Når systemet ikke rækker

Jeg har selv fulgt mange som ham. Set dem kæmpe og set dem falde. Ikke fordi de ikke vil ud af misbruget. Men fordi systemet nogle gange er bygget mere til at spare end til at redde. Vi tilbyder ambulant behandling, når kroppen skriger på døgnophold. Vi sender folk hjem efter en kort afgiftning, selvom alle ved, at de mest sårbare timer kommer bagefter. Vi lukker døre, hvor der burde stå nogen og holde dem åbne.

Det er sådan et system, jeg ønsker at ændre. Ikke i hele verden men her i Fredericia.

Tre steder at begynde

Jeg tror på, at vi kan skabe en stærkere misbrugsindsats, hvis vi tør tage fat tre steder:

Buvidal: En langtidsvirkende medicin, der betyder, at folk ikke skal møde op hver dag for at få en dosis. Det skaber frihed, værdighed og mindre risiko for at falde tilbage. For mig er det sund fornuft, at vi giver den chance til flere.

Halvejshuset. Mange husker stedet. Et hus midt i byen, hvor man kunne lande, når alt andet var kaos. Her var der ro, en seng, et fællesskab og en hånd, der ikke slap. Jeg mener, vi skal have Halvejshuset tilbage. For uden de mellemstationer mister vi for mange undervejs.

Flere midler til døgnbehandling og afgiftningsture. For nogle er der ingen vej udenom. Kroppen og sindet skal væk fra gaden for at hele. De forløb er dyre, ja men regningen for at lade være er endnu dyrere, både i menneskeliv og kroner.

Jeg tænker ofte på en mor, jeg mødte. Hun fortalte, hvordan hun kunne kende sin søns fodtrin på trappen, når han kom hjem midt om natten. Hun vidste allerede på lyden, om han var ædru eller skæv. Den uro satte sig som en sten i hendes bryst, der aldrig forsvandt.

Og jeg tænker på en ung mand, der kom tilbage fra en kort afgiftning. Han sagde: “Det var første gang i ti år, jeg kunne se klart. Men det varede kun tre dage. Så var jeg alene igen.”

Det er dér, vi svigter. Og det er dér, vi kan gøre det bedre.

Jeg vil have Fredericia tilbage som forbillede.

Vi er en by, der altid har været kendt for at stå sammen. En fristad, et fællesskab. Og det skal vi være igen. Vi kan blive kendt som byen, der ikke lader mennesker forsvinde i gaderne. Byen, der giver en ny chance også når det kræver, at vi prioriterer hårdere og tør investere mere.

Buvidal, Halvejshuset og døgnbehandling. Det er ikke bare politik. Det er liv. Det er fortællingen om, at vi ikke giver slip på hinanden i Fredericia.

Af Sune Nørgaard Jakobsen
Kandidat til KV25 for Dansk Folkeparti